Bjergirisk

Bjergirisken er på størrelse med og kan minde om tornirisken og gråsiskenen. Den er ikke særlig iøjnefaldende, er gulbrun og stribet på ryg og kropssider. I sommerdragten har hannen en lys rosa overgump. Om vinteren er et godt kendetegn det gule næb, som har givet anledning til dens latinske artsnavn.

Bjergiriskens udbredelsesområde er ikke sammenhængende. Den yngler i det vestlige Norge det nordlige Skotland og det vestlige Irland; endvidere øst og sydøst for Sortehavet samt i bjergområder i Centralasien. I Norge er der en stor bestand på flere hundrede tusinde fugle langs kysterne mens den er mindre talrig i fjeldområderne inde i landet. Den foretrækker åbne områder med mindre buske og urter. Den er meget selskabelig og yngler i mindre kolonier. Herhjemme ser vi den som vintergæst og på trækket der for nogle af fuglenes vedkommende fortsætter længere sydpå til Tyskland og Hollands Nordsøkyst. Visse år optræder den i invasionsagtigt omfang. Rastende og overvintrende fugle opsøger åbne områder som strandenge fælleder og brakmarker med ukrudtsplanter for at proviantere. Om vinteren og på rastepladserne optræder de gerne flokvis på op til flere hundrede fugle. De største flokke der kan tælle op til tusinde individer ses i Nord- og Vestjylland samt på Fyn og Langeland. Bjergirisken overnatter ofte i byer hvor de sidder på tage og gesimser der kan minde om de klippefremspring som de overnatter på på ynglepladserne.

Bjergirisken lever hovedsagelig af ukrudtsfrø, som den finder på jorden eller i urterne; sjældnere tager den frø i træer. I yngleperioden tager den også i mindre omfang insekter. Ungerne fodres primært med frø.

Vinterbestanden har siden slutningen af 1980'erne og op til i dag været i tilbagegang, og dette er også den generelle tendens for arten i Europa. På ynglepladserne uden for Danmark menes overgræsning og temperaturstigning at være skyld i tilbagegangen.