Svartbagen er verdens største og tungeste mågeart — så kraftig, at den kan tage voksne blishøns og mindre måger som bytte.
Svartbagen er verdens største og tungeste mågeart. Den gråsorte overside og de kødfarvede ben gør den voksne svartbag ret let genkendelig. Arten minder dog en del om sildemågen, men sidstnævnte er noget mindre og har gule ben og dertil et synligt slankere næb. Unge svartbage kendes i alle fire aldersklasser på de kødfarvede (ikke rosa) ben og på det meget kraftige næb. Betegnelsen "havmåge" høres endnu af og til om svartbagen, muligvis på grund af dens videnskabelige navn (Larus marinus).
Svartbagen forekommer langs det nordlige Atlanterhavs kyster fra Spitsbergen i nord og vestpå til de sydligste dele af New Englands kyster. I Europa yngler den desuden i Østersøen og langs nordsø- og atlanterhavskysten sydpå til de sydligste kanalegne. Størstedelen af den globale bestand omkring 75 % yngler i Europa. I Danmark yngler svartbagen spredt på egnede lokaliteter over det meste af landet hyppigst i de nordlige og østlige egne. Næsten 50 % af den danske bestand findes i tre kolonier på hhv. Saltholm Hirsholmene og Nordre Rønner ved Læsø. Resten af bestanden består hovedsagelig af enkeltpar. De danske svartbage er standfugle men i efteråret suppleres vores hjemlige ynglefugle af trækgæster fra Nordskandinavien. Flokke på flere hundrede fugle kan ses ved Blåvandshuk og i Køge Bugt. Nogle af trækgæsterne overvintrer i danske farvande men de norske svartbage trækker videre sydvestpå til Storbritannien og Sydvesteuropa. Om vinteren optræder svartbagene ofte sammen med sølvmåger i fiskerihavne men de kan også træffes inde i landet f.eks. i søer.
Svartbagen er omtrent altædende, men lever fortrinsvis af fisk, fugleæg, fugleunger, ådsler og affald. Den tager af og til voksne blishøns, tejster og mindre måger.
Svartbagen er en nyligt indvandret ynglefugl i Danmark; det første anerkendte ynglefund er fra Læsø i 1930. Som følge af bl.a. større mængder affald og oprettelsen af ø-reservater gik bestanden støt frem indtil omkring 2010. Siden 2011 har ynglebestanden været i tilbagegang, mens vinterbestanden er gået tilbage siden midten af 2000'erne.