Sildemåge

Sildemågen er den mindste af vore store måger. Med sin sorte ryg og vinger kan den lettest forveksles med svartbagen, men den er markant mindre og kan kendes på sine gule ben. Den er lidt mindre og slankere end sølvmågen og har tydeligt mørkere overside end denne. Sildemågen færdes ofte langt til havs, hvor den henter en stor del af sin føde. Den iagttages ofte fra skibe, mens den sjældnere ses ind i landet. Sildemågen yngler i kolonier, ofte i konkurrence med sølvmågen, som kan udkonkurrere den, både på grund af den overlegne størrelse, og fordi sølvmågen som standfugl yngler tidligere. I Danmark optræder der tre underarter af sildemåge. I Østersøen findes den sjældne underart baltisk sildemåge, L. f. fuscus , der har fløjlssort ryg og vinger. I de indre danske farvande optræder underarten nordsøsildemåge, L. f. intermedius , som er matsort som svartbagen, og ved Vestkysten ses også underarten britisk sildemåge, L. f. graellsii , der har lysere mørkegrå ryg.

Sildemågen yngler især langs kysterne i Vesteuropa med de største bestande i Storbritannien Holland og Sverige. Den har i løbet af det 20. århundrede bredt sig bl.a. til Island. Mod øst yngler den langs Hvidehavets kyster og længere østpå i Rusland langs Ishavets kyst. I Finland og Sibirien yngler arten også indenlands og dette er tillige i stigende grad tilfældet herhjemme. I Danmark er der på Bornholm og Christiansø en meget lille bestand af underarten baltisk sildemåge der dog ikke har fået unger på vingerne de seneste år. Underarten nordsøsildemåge yngler i Kattegat med de største kolonier på Kattegat-øerne Anholt Hirsholmene og Hjelm på Saltholm på øer i Storebælt på holme i Limfjorden samt i de vestjyske fjorde. Nogle af ynglefuglene i Vestjylland er måske af underarten britisk sildemåge eller der kan være tale om blandingsformer. Sildemågen trækker sydpå om vinteren ligesom ternerne fordi de er afhængige af fisk der i kulden søger ned på havdybder hvor mågerne ikke kan nå dem. De fleste danske sildemåger trækker i flere etaper sydpå langs nordsø- og atlanterhavskysten til den iberiske halvø hvor en del af bestanden overvintrer mens resten fortsætter til Vestafrikas kyst. Enkelte fugle ses herhjemme om vinteren især i de senere år.

Sildemågen kan spise meget varieret føde fra fisk til andre fugle, mindre pattedyr, bløddyr og insekter, men også planteføde og affald. Hovedparten af føden herhjemme består dog af fisk.

Sildemågen blev først med sikkerhed konstateret som ynglefugl herhjemme fra 1930’erne. Op gennem 1930’erne og 1940’erne øgedes bestanden kraftigt som følge af fiskeriudviklingen, hvor sildemågen kunne udnytte de øgede mængder af fiskeaffald. I 1950’erne, 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne gik bestanden tilbage parallelt med, at sølvmågerne oplevede en stor fremgang i disse år pga. den store vækst i åbne lossepladser. Fra slutningen af 1970’erne oprettedes en del ø-reservater med adgangsforbud i ynglesæsonen, hvilket bevirkede, at ynglebestanden igen gik frem, også støttet af bekæmpelse af sølvmågerne fra midten af 1970’erne.