Sølvmåge

Sølvmågen er den almindeligste af de store måger og kendes især på sin størrelse (kun svartbagen er større), det kraftige gule næb med en rød plet, den sølvgrå ryg og de lyst kødfarvede ben. Sølvmågen forveksles oftest med stormmågen, men er betydeligt større med et kraftigere næb. Ligesom andre måger gennemgår sølvmågen i de første leveår flere ungfugledragter i grå, brune, sorte og hvide farver, inden den får den endelige voksendragt.

Sølvmågen er udbredt i Nord- og Vesteuropa. Flere nærtstående arter findes i den tempererede og lavarktiske zone på den nordlige halvkugle. Sølvmågen er en kolonirugende kystfugl som fortrinsvis yngler på øer og holme ved lavvandede kyster samt ved fjorde. I de senere år er arten også begyndt at yngle på hustage i byerne. Koloniernes størrelse varierer betragteligt lige fra ganske få par til flere tusinde par. Efter yngletiden og fældningen som gerne foregår i nærheden af yngleområderne trækker en stor mængde sølvmåger fra øst og nord til Danmark hvor de tilbringer vinteren sammen med overvintrende danske sølvmåger. Andre danske fugle trækker sydpå i Europa.

Sølvmågen er stort set altædende, men føden består hovedsagelig af fisk, smådyr, plantedele, fugle, ådsler og affald. Sølvmågen er kendt for at opsøge alle slags fødekilder, således også opskyl på strande, udsmid fra fiskefartøjer og orme m.m. i forbindelse med pløjning. I byerne lever mågerne især af madaffald.

I starten af 1800-tallet ynglede sølvmågen fortrinsvis i Vadehavsområdet, de vestjyske fjorde og Kattegat. Siden steg bestanden i perioden 1960-1973 med hele 300 %, og der opstod mange kolonier i hele landet. Tidligere tiders åbne lossepladser og let tilgængeligt affald fra industrifiskeri, landbrug og minkfarme har spillet en væsentlig rolle for artens fremgang i perioden. Siden er bestanden kun gået svagt frem eller er stabiliseret på omkring 86.000 par i 2019. I de senere år har bekæmpelse, nedlæggelse af minkfarme samt muligvis også fugleinfluenza bevirket nedgang i bestanden.