Vendehals

Vendehalsen hører til en underfamilie inden for spætterne. Den har kortere, stumpe kløer og mangler støttehale, så den kan ikke klatre som de egentlige spætter, ligesom næbbet heller ikke er så kraftigt. Den er lidt mindre end en stær. Ryggen er grå med et mørkt bånd, og vingerne er brune med pilestriber. Strube, bryst og bug er lysere og tværstribet som hos en høg. Set fra ryggen kan den ligne et stykke bark, hvad der gør den mindre iøjnefaldende. Det danske navn og det videnskabelige artsnavn refererer til, at fuglen kan dreje hals og hoved ekstraordinært, når den bliver skræmt. Dette kan sammen med dens hvæsende lyd og den lange tunge, der ender i en hornagtig spids, få fuglen til at minde om en slange, så meget at den faktisk kan skræmme mindre rovdyr.

Vendehalsen er udbredt fra Europa og det nordligste Afrika i vest og østpå i et bredt bælte gennem Asien til Stillehavskysten og Japan. I Europa er den vidt udbredt men mangler i det nordligste Skandinavien på De Britiske Øer og dele af Vest- og Sydvesteuropa. I Danmark yngler vendehalsen hovedsagelig i Jylland og Nordøstsjælland mens den er meget sporadisk forekommende på resten af Øerne. Den yngler i åben skov. Herhjemme har den forkærlighed for heder med spredte træer og plantager med åbne tørre områder fx arealer opstået ved stormfald eller skovdrift. En af de bedste lokaliteter er det militære skydeterræn Borris Hede øst for Skjern. Vendehalsen er hulruger. Da den ikke selv kan udhugge et redehul er den afhængig af naturlige huller eller andre spætters forladte redehuller ligesom den også gerne benytter redekasser. En vigtig forudsætning for at vendehalsen slår sig ned som ynglefugl er forekomst af små sorte myrer der især findes på sandede jorde med spredt vegetation. I modsætning til de egentlige spætter er vendehalsen trækfugl med vinterkvarter i tropisk Afrika fra Senegal i vest til Etiopien i øst og nogle overvintrer også på den Iberiske Halvø og i Nordafrika. De danske ynglefugles vinterkvarter er ukendt. I træktiden primært i april/maj passerer en del nordiske vendehalse Danmark. Vendehalsen er nattrækker men især på forårstrækket ses rastende fugle på trækstederne i dagtimerne.

Vendehalsens føde består hovedsagelig af små, sorte myrer og deres pupper, men den tager også andre insekter og edderkopper. Den sidder ofte ved myrestier og fanger forbipasserende myrer med sin lange, klæbrige tunge. Ungerne fodres gerne med myrepupper. De kan indtage op til 10.000 pupper om dagen. Tungen bruges også til at fiske insekter frem fra gange i træer eller under barken. Endvidere kan vendehalsen også sidde på lavthængende grene over søer eller åer og fange vandinsekter på vandoverfladen med tungen. Vendehalsen lægger store kuld, ofte 10-13 æg, og i år med meget regn og kulde i juni dør en del kuld på grund mangel på føde.

Vendehalsen er en sjælden yngletrækfugl, der er vanskelig at registrere som ynglefugl. Den har en kort sangperiode efter ankomsten fra vinterkvarteret i april/maj, og herefter opdages den kun sjældent på grund af dens diskrete adfærd. Nogle af trækfuglene på vej nordpå synger også almindeligt under deres kortvarige ophold, hvilket vanskeliggør registrering af lokale ynglepar. Bestanden blev i 2014-2017 vurderet til op til 250 par, og den vurderes stabil eller i svag vækst. I Sverige, Storbritannien og Tyskland er vendehalsen gået kraftigt tilbage, og det tilskrives et sammenfald af forskellige faktorer, bl.a. en intensiveret landbrugsdrift, der har reduceret græsningsområder, hvor vendehalsen kan søge føde, samt brug af pesticider, der rammer fødegrundlaget. I Nordvesteuropa kan vådere somre også spille ind.