Sorthovedet Måge

Sorthovedet måge ligner hættemågen, men er lidt større og har kraftigere næb og ben. Den har ligesom denne mørkt hoved i sommerdragten. Hos sorthovedet måge er det, som navnet siger, helt sort, mens hættemågens hætte er mørkt chokoladebrun. I vinterdragten har den en aflang sort plet bag øjet svarende til hættemågens mørke prik. Sorthovedet måge kan desuden kendes på sine lysere vingeoversider, som hos de voksne fugle har helt hvid spids.

Sorthovedet måge yngler næsten udelukkende i Europa. Langt den største bestand findes i Ukraine langs Sortehavets kyster men også i bl.a. Frankrig Holland og Italien er der pæne bestande. Danmark ligger på nordgrænsen af artens udbredelsesområde. Arten yngler hvor den er talrig i store kolonier langs kysterne. I Danmark er der nu en mindre fast ynglebestand. Herhjemme yngler den udelukkende i kolonier af hætte- eller stormmåger hvad der yder den beskyttelse mod rovdyr. Stort set alle ynglefund er gjort i landets sydlige del hovedsageligt det sydlige Jylland samt på Fyn og Sjælland. De seneste år har den vigtigste lokalitet været Sneum Digesø syd for Esbjerg hvor der ynglede 22 par i 2021 Andre regelmæssige ynglelokaliteter er Haderslev Dam Birkum Grusgrave på Fyn Sprogø samt Holmesø ved Brøndby Strand. I sensommeren og om efteråret gæstes Danmark af en del sorthovedede måger fra landene syd for os. På denne årstid ses de fleste langs den jyske vestkyst hvor især området omkring Hanstholm tiltrækker mange fugle. Arten er en trækfugl der primært forekommer i Danmark fra marts til oktober og den ses kun sjældent om vinteren.

På menuen står især fisk og bløddyr, f.eks. muslinger, men i yngletiden spiser den mest insekter, både vand- og landinsekter.

I starten af 1900-tallet ynglede arten stort set kun omkring Sortehavet, men den har nu bredt sig til store dele af Europa. I samme periode er bestanden gået frem fra 30.000 par til nu mellem 118.000 og 328.000 par (der er dog stor usikkerhed omkring størrelsen af bestanden i Ukraine). Den første observation af arten i Danmark blev gjort i 1931. I 1970 blev det første ynglefund gjort herhjemme, og der har siden 1970 været årlige observationer. Fra 1998 har arten ynglet hvert år i Danmark, og nu observeres der et par hundrede individer hvert år. Den danske bestand lå i perioden 2006-2019 på omkring 10-20 par, og de sidste par år har bestanden været i fremgang, hvor den i 2021 nåede 38-43 ynglepar.