Strandskade

Strandskaden er en karakteristisk vadefugl, der er almindeligt forekommende ved de danske kyster. Den er stor og kraftigt bygget, har sort ryg og hvid underside ligesom husskaden, hvad der har bidraget til dens navn. Endvidere har den lyserøde ben og et iøjnefaldende stort, rødt næb. Strandskaderne har især om foråret en støjende adfærd, når de forsvarer deres yngle- og fødesøgningsterritorier.

Strandskaden yngler langs de europæiske kyster på de russiske græssletter og langs Asiens Stillehavskyst. I Danmark hvor bestanden tæller mere end 6000 par yngler arten fortrinsvis langs kysterne hvor den foretrækker afgræssede strandenge der ligger tæt på sandvader hvor den søger sin føde. I Vadehavet og på Saltholm er forekomsten særlig tæt. I Rusland og Vestsibirien er strandskaden almindelig på græssletter og enge inde i landet. I de senere år optræder arten også herhjemme som ynglefugl ved søer og i ådale specielt på øerne. Blandt de mere specielle forekomster er reder på flade hustage i industrikvarterer med store græsplæner. Det kan lade sig gøre fordi strandskaden i modsætning til andre vadefugle fodrer ungerne indtil de bliver flyvefærdige. Redens usædvanlige placering kan bl.a. tjene til at sikre fuglen mod ræveangreb. Strandskader kan opnå en høj alder. Det er ikke ualmindeligt at de bliver over 25 år. Parrene holder ofte sammen i mange år og yngler gerne i det samme territorium. De lægger normalt tre æg hvilket er færre end de fleste andre vadefugle. Nogle par vælger at vente flere år på et velegnet redested i kystzonen hvor der er kamp om territorierne i stedet for at anlægge reden længere fra havet hvor flyvetiden fra fødesøgningsstedet til reden nedsætter ynglesuccesen. De fleste danske strandskader trækker til det tyske og hollandske Vadehav om vinteren. I træktiden om foråret fra midt i marts til først i maj og om efteråret fra først i juli til sidst i september passerer et meget stort antal strandskader fra Skandinavien Finland og Nordrusland. Ved Blåvands Huk ved Vestkysten kan der således passere mere end 50.000 trækkende fugle på et efterår. Mange af de nordlige strandskader raster i Vadehavet hvor man kan se flokke på mere end 20.000 fugle. Flere end 20.000 strandskader overvintrer i Vadehavet i milde vintre og selv i hårde isvintre kan der være 15.000.

Strandskaden lever hovedsagelig af orme og muslinger, som den finder på lavt vand. Indlandsfuglene lever bl.a. af regnorme og insektlarver, som de finder i jorden. Ungerne fodres desuden med insekter.

Strandskaden har været i fremgang i Nordvesteuropa i hele det 20. århundrede, og den europæiske bestand tæller nu mellem 850.000 og 950.000 individer. Fremgangen skyldes sikkert først og fremmest jagtregulering, der herhjemme betød fredning af arten i 1982, men det kan også hænge sammen med artens tilpasning til agerlandet. De senere årtier har antallet af ynglende og overvintrende strandskader på artens bedste lokalitet herhjemme, Vadehavet, imidlertid været faldende, ligesom antallet af især norske strandskader, der passerer Blåvands Huk, har været nede i en bølgedal, men nu er på vej op igen.