Spurveugle

Spurveuglen er Europas mindste ugle, kun lidt større end en gråspurv, hvad der har præget både dens danske og dens videnskabelige navn. Den har en lav pande, korte, hvide øjenbryn og tætsiddende, gule øjne, der giver den et aggressivt udtryk, som svarer meget godt til dens adfærd. Ryggen er gråbrun med hvide prikker, mens bugen er hvid med brune længdestriber. Spurveuglen ser i modsætning til de fleste andre ugler temmelig dårligt i mørke og er da også dagaktiv, specielt om vinteren; den er mest aktiv i skumringen. Den har en bølgeformet flugt, der minder om spætters flugt.

Spurveuglen lever i Europa og Asien i et bælte gennem Sibirien til Stillehavskysten og Sakhalin. I Europa optræder den i det centrale Skandinavien de baltiske lande og Rusland men der er også mindre afgrænsede bestande i Central- og Østeuropa. I Sverige der rummer den største europæiske bestand uden for Rusland yngler den sydpå til Småland. De yngleområder der ligger tættest på Danmark findes i Nordtyskland hvor der årligt forekommer en noget fluktuerende bestand på 1-5 par. Den lever i nåleskov undertiden i forholdsvis tæt granskov hvor den anlægger sin rede i naturlige huller i træerne eller i forladte spættehuller. Normalt er spurveuglen som de fleste andre ugler standfugl men i år hvor der er mange gnavere i yngletiden så der er kommet mange unger på vingerne kan en del af bestanden efterfølgende blive nødt til at søge væk fra det naturlige udbredelsesområde. Det er årsagen til at spurveuglen i enkelte år har optrådt invasionsagtigt herhjemme om vinteren således i vinteren 1999-2000 hvor der blev set 42 individer og i efteråret 2011 hvor antallet så ud til at slå den tidligere rekord. Andre år ses den slet ikke eller i meget begrænset antal. Langt de fleste fugle ses i Nordsjælland og Københavnsområdet men den har også optrådt på resten af Sjælland de østlige øer og i Nordjylland. Herhjemme optræder den i forskellige skovtyper og om vinteren når småfuglene trækker mod villakvartererne kan spurveuglen følge efter.

Spurveuglen lever ligeligt af markmus og småfugle. Den kan sågar jage fugle, der er større end den selv som stor flagspætte. Musene jages fra en udsigtspost, mens fuglene fanges i flugten ved et overraskelsesangreb. Da spurveuglen pga. sin ringe størrelse er sårbar over for vinterkulden, hamstrer den føde, som den som noget enestående blandt ugler gemmer, f.eks. i huller i træerne. Den er set gemme helt op til et par hundrede byttedyr.

Selv om den store russiske bestand blev reduceret i 1990’erne, har arten været stabil eller i fremgang i resten af det europæiske område, således at arten anses for at være stabil. Dog er der årlige svingninger i bestanden under indflydelse af vintertemperaturen.