Skovskade

Skovskaden er et almindeligt syn i de danske skove. Takket være den specielle stemme og den spraglede fjerdragt er man sjældent i tvivl om dens tilstedeværelse. Skovskaden er en rødbrun fugl omtrent af samme størrelse som husskaden, men med meget kortere hale. De mest karakteristiske kendetegn er den azurblå vingeplet, den sorte skægstribe og den hvide overgump. Skovskaden er en drillepind, som kan efterligne andre arters stemmer, specielt musvåge og duehøg. Herudover bliver mange snydt, når den sidder og kvidrer med dybe fløjtetoner, som kan lyde som en eksotisk regnskovsfugl. Man hører dog oftest skovskadens kald, som er et kraftigt, hvæsende krææh .

Skovskaden er udbredt i et bælte fra Europa og Nordvestafrika østpå til Asiens nordlige Stillehavskyst og Japan samt i et område i Sydøstasien. I Europa er arten stort set allestedsnærværende men den forekommer dog ikke på de nordligste breddegrader som Island Nordskotland samt det nordligste Skandinavien. Skovskaden er en udpræget skovfugl og den optræder i langt de fleste typer skov. Desuden findes den ynglende i større parker og på kirkegårde også i byerne. De største tætheder finder man i Vest- og Nordjylland samt i Nordsjælland og på Bornholm hvor der er en stor andel af nåletræer. De danske skovskader er typisk standfugle. I år hvor føderessourcerne svigter i Sverige og Norge kan fuglene fra disse områder optræde invasionsagtigt i Danmark. Sådanne år kan skovskader ses i titusindvis på trækstederne. En del af disse fugle overvintrer formodentlig i Danmark.

Som andre kragefugle har også skovskaden en meget varieret kost. Den æder agern, bog, orme, insekter, fugleæg og små pattedyr. Unge skovskader, der pga. mangel på ledige territorier lever på allerede etablerede territorier, kan også plyndre deres artsfællers reder. Skovskaden hamstrer agern i stor stil. Den er meget dygtig til at finde de gemte depoter, som den udnytter frem til det følgende års ynglesæson, hvor hannen fodrer hunnen på reden. Ved at hamstre og dermed sprede træernes frø har skovskaden bidraget til egetræets udbredelse nordpå siden istiden.

Både yngle- og vinterbestanden var fluktuerende i slutningen af det 20. århundrede, men har siden midten af 00'erne været i større tilbagegang.