Tredækker

Tredækkeren er – som navnet antyder – den største af de tre bekkasinarter, der forekommer herhjemme. Den er lidt større og kraftigere end dobbeltbekkasinen, men har til gengæld et knap så langt næb som denne. Den flyver mere roligt og lavere end dobbeltbekkasinen og kan med sin tyngde give associationer til en skovsneppe. Den kan desuden kendes i flugten på sine hvide halesider og smalle, hvide vingebånd. Den trykker hårdt og letter først på få meters afstand med buldrende vingeslag. Tredækkeren har et karakteristisk parringsspil. Det udspiller sig ikke i luften som de øvrige bekkasiners, men hannerne har fælles spillepladser på jorden, hvor de om natten udfører deres komplicerede danse med tilhørende sære lyde på hver sit lille territorium, ofte synkront. Hunnerne opsøger spillepladserne og parrer sig med de bedste dansere og de hanner, der har de mest hvide halesider. Hunnerne er alene om udrugningen af æggene og yngelplejen.

Tredækkeren yngler i Europa og Asien med en isoleret bestand i de skandinaviske fjelde i vest og østpå gennem Polen De Baltiske Lande Hviderusland Ukraine og Rusland til Vestsibirien. Den yngler i næringsrige moser med en stor bestand af regnorme. I Norge der har den største skandinaviske bestand på ca. 10.000 par yngler den i fjeldet i moser med pilekrat tæt på trægrænsen. Tredækkeren overvintrer i Afrika syd for Sahara og trækket foregår med en bemærkelsesværdig fart på 90 km i timen så det kun tager 64 timer at tilbagelægge de 5500 km fra Nordeuropa. Fuglene opholder sig herefter i tre uger i bl.a. Etiopien og trækker derpå videre til vådområder på den sydlige del af kontinentet. Herhjemme ses den kun fåtalligt rastende på trækket flest om efteråret i august-september men også typisk 5-10 fund om foråret i maj hvor enkelte fugle endda kan spille. Da arten er svær at få at se optræder den dog formentlig i langt større antal end den bliver registreret; det indicerer antallet af skudte fugle. Selv om arten i dag er fredet bliver den forvekslet med dobbeltbekkasinen der har jagttid om efteråret. Tredækkeren optræder ofte på de samme lokaliteter år efter år. Den foretrækker kreaturgræssede enge med våde partier vekslende med lidt højere vegetation. De enge den opsøger er generelt mere tørre end de enge hvor man finder dobbeltbekkasinen.

Tredækkeren lever hovedsagelig af regnorme, men tager også snegle og insekter, f.eks. biller, og deres larver. Den fouragerer i tusmørke og om natten.

Frem til starten af det 20. århundrede ynglede tredækkeren almindeligt i dele af Jylland, specielt i Nord- og Vestjylland, f.eks. i Skjern Å-deltaet. Den blev fanget og skudt på dansepladserne, og med sin tunge flugt var den et let jagtbytte. Da dens kød tillige blev anset for det mest velsmagende af bekkasinernes, blev den udryddet som ynglefugl. Desuden blev dens levesteder drænet og opdyrket i perioden. Tilsvarende forsvandt den som ynglefugl fra Nordtyskland og Holland. Den skandinaviske ynglebestand, som de danske trækgæster kommer fra, antages at tælle mellem 14.000 og 34.000 voksne fugle og at være stabil eller i svag tilbagegang.