Mallemuk

Mallemukken minder overfladisk om en måge, men er mere kompakt bygget og har mere stive, hurtige vingeslag og lange glideperioder i flugten. Den kan minde om en lille udgave af en albatros, som den da også er tæt beslægtet med. Ryggen er grålig, og på oversiden af håndsvingfjerenes basis ses lyse pletter. Som andre stormfugle har mallemukken rørformede næsebor fyldt med lugtevæv og dermed en fænomenal lugtesans.

Ynglepladserne findes hovedsagelig langs arktiske og tempererede kyster med særligt store bestande på Grønland Svalbard Island Færøerne og de Britiske Øer. Mallemukker søger føde meget langt fra kolonien og ses ofte i Skagerrak og langs Norske Rende. Arten holder fortrinsvis til på åbent hav men ses regelmæssigt ved de danske kyster. På dage med kraftig pålandsvind kan betydelige antal ses ved Hvide Sande Hanstholm og Skagen og kraftige storme kan blæse fuglene ind i det sydlige Kattegat hvor de kan observeres ved Rørvig og Gilleleje. Det samlede antal mallemukker som opholder sig i den danske del af Nordsøen i sommermånederne er anslået til ca. 300.000. Mallemukken yngler på klippehylder i fuglefjelde og man finder derfor ikke mange egnede redesteder i Danmark. Fra 1988 til 2007 blev der imidlertid regelmæssigt registreret territoriehævdende mallemukker på Bulbjerg øst for Hanstholm dog kun med begrænset ynglesucces. Det eneste sikre ynglefund er således fra 2000 hvor der kom to unger til verden mens der i 1998 blev set to æg som senere forsvandt. Mallemukkerne opholdt sig på Bulbjerg fra sidst i marts til sidst i juli med lidt variation i ankomsttidspunktet fra år til år.

Mallemukken tager føde fra havoverfladen, eller den dykker efter føde, som især består af småfisk, blæksprutter og krebsdyr. Derudover følger den ofte fiskerbåde og tager fiskeaffaldet, som smides overbord. Under fødesøgningen tager mallemukker ofte små stykker plastic fra havoverfladen, og i mange år er plasticforureningen af Nordsøen blevet overvåget ved at undersøge maveindholdet på ilanddrevne mallemukker.

I løbet af de sidste par hundrede år er bestanden vokset kraftigt, og yngleområdet er blevet udvidet fra de tidligere rent arktiske lokaliteter til Færøerne i 1839, Storbritannien i 1878, Norge i 1924 og Danmark 1998. I Storbritannien og på Færøerne tæller bestandene i dag omkring en halv million ynglepar. De sydligste ynglepladser findes i Bretagne. Fremgangen tilskrives til dels fiskeriet, som har givet mallemukken en ny og nemt tilgængelig fødekilde. Siden årtusindskiftet har arten igen været i tilbagegang i Storbritannien.