Blishøne

Blishøne er en almindelig ynglefugl i søer og moser i Danmark. Den er let genkendelig med sin runde, sorte krop samt sit hvide næb og store hvide pandeblis, der har givet den navn. De to køn ligner hinanden. Ungfuglene har lys hals og ansigt, gult næb og mangler blissen. Selv om blishønen lever i vand, er den ikke nogen særlig god svømmer, da fødderne kun er udstyret med svømmelapper langs kanten af tæerne.

Blishønen er udbredt i det meste af Europa dog ikke det nordlige Skandinavien hvor der er for koldt til arten. Den lever også i store dele af Asien og Australien. I Danmark findes arten almindeligt overalt bortset fra de dele af Jylland som mangler søer. De største tætheder findes i Østjylland og på Øerne. Reden anbringes i rørskoven. De erfarne par sætter sig på rørbræmmerne og holder de yngre fugle ude på det åbne vand i starten af ynglesæsonen. Blishønen er i ynglesæsonen meget aggressiv over for såvel artsfæller som ænder og svaner. Den er endda i stand til at dræbe ællinger hvilket har givet den et dårligt ry og tidligere var det almindeligt at foranstalte store jagter på den for at holde bestanden nede. Uden for ynglesæsonen er blishønen derimod meget social. I juli-august samles især ikke-ynglende fugle sig i lavvandede vådområder for at fælde svingfjerene. Største antal er de senere år set i Nakskov Indrefjord Maribosøerne Skælskør Nor og Fjord og Roskilde Fjord. Tidligere var Limfjorden og Mariager Fjord vigtige fældeområder. Ungfuglene trækker om efteråret typisk til Holland Belgien eller Frankrig mens de voksne fugle bliver i landet vinteren over hvor de får selskab af store flokke af blishøns fra Østersølandene.

Blishønen lever hovedsagelig af vandplanter, specielt grønalger, og på ynglepladserne tillige af tagrørblade. For at få tilstrækkeligt med vitaminer supplerer de med muslinger, snegle, orme og insekter. En del af føden henter de på søbredden, og af og til græsser de på tilstødende græsenge.

Bestanden varierer fra år til år afhængigt af muligheden for at søge føde om vinteren. Dødeligheden er høj under isvintre, hvor havområderne fryser til, hvilket afspejles i bestandsfald i 1979 og 1986. Bestanden gik frem indtil starten af 1990’erne, hvor ynglebestanden blev estimeret til 20.000 par. Siden ca. 2010 har arten udvist markant tilbagegang.