Bogfinke

Med ca. 1,2 mio. par i hele landet er bogfinken en af de mest almindelige ynglefugle i Danmark, men på grund af sine afdæmpede farver og ret stilfærdige levevis er den mindre kendt i befolkningen end let genkendelige arter som solsort og husskade. Hannen har rødbrun krop, blågråt hoved og hvide vingebånd. Hunnen er mere afdæmpet i gråbrune farver og ligner hunnen af gråspurv, men mangler dennes kraftige rygstriber. Bogfinkens sang kan høres allerede fra det tidlige forår. Bogfinkens kontaktkald, et højt og klangfuldt ”fink”, har givet navn til hele finkefamilien. Uden for yngletiden samles bogfinker ofte i fødesøgende flokke, eventuelt sammen med andre småfuglearter.

Bogfinken er udbredt i hele Europa og østpå et stykke ind i Centralasien og er udsat på New Zealand. Den yngler i Danmark alle steder hvor der vokser træer: løvskov nåleskov levende hegn haver og parker. Især optræder den med høje tætheder i nåletræsplantagerne på den opdyrkede midtjyske hede og i højstammet bøgeskov. Hunnen bygger en kunstfærdig rede af græs og mos med et ydre lag af lav og edderkoppespind til at holde sammen på den. Før æglægningen parrer fuglene sig mere end 200 gange men ca. 8 % af gangene parrer hunnen sig med en fremmed han. Det høje antal parringer er formentlig et modtræk mod denne utroskab. Nogle bogfinker trækker til Vest- og Sydeuropa; andre bliver i Danmark om vinteren hvor de får selskab af fugle fra resten af Skandinavien. Et stort antal fugle passerer Danmark på forårs- og efterårstræk til og fra nordlige og nordøstlige egne. Om foråret ses trækket med de største antal i Nord- og Østsjælland samt Skagen mens efterårstrækket især ses på Sjælland og Øerne samt i Sydvestjylland. På trækket ses bogfinker ofte i blandede flokke med kvækerfinker.

Bogfinken lever hovedsagelig af insekter om sommeren og af frø resten af året, herunder bøgens frugter bog, og herfra stammer fuglens navn. Om vinteren søger den også føde i agerlandet og er tillige en hyppig gæst på foderbrættet.

I perioden 1976-2005 var arten i fremgang som ynglefugl, mens bestanden har været aftagende siden. Fremgangen skete hovedsagelig i nåleskov, muligvis på grund af dennes langsigtede aldring og opblanding med et stigende antal løvtræer.