Lille Fluesnapper

Den lille fluesnapper er den mindste af vores fluesnappere, på størrelse med gransangeren. Et godt kendetegn i alle dragter er den mørke hale med hvide sider ved haleroden ligesom hos stenpikkeren. Dette T-mønster kan bl.a. iagttages, når fuglen sidder på en gren og spejder efter insekter, idet den ofte rejser halen. Hannen får efter et par år en karakteristisk orange strube, der står i kontrast til det blågrå hoved. Ellers er fuglen ret anonym med brun overside og vinger og lys underside.

Den lille fluesnapper yngler i Østeuropa og Rusland og i et bælte gennem hele Sibirien. Hovedbestanden er i Rusland og Sibirien men arten er også talrig i Rumænien Ukraine Hviderusland og de baltiske lande. Danmark ligger på nordvestgrænsen af udbredelsesområdet og den er en yderst sjælden ynglefugl herhjemme. Der er således kun gjort få ynglefund siden den første gang blev fundet ynglende i 1941. Arten yngler fortrinsvis i ældre åben løvskov med rig undervegetation og med forekomster af vand men den kan også yngle i blandskov. De danske ynglefund er gjort i Nord- og Østjylland på Sjælland og på Bornholm fortrinsvis i åbne parkagtige løvskove. Den lille fluesnapper overvintrer i Pakistan Indien og Sydøstasien. Forårstrækket der også fører nogle fugle ind over Vesteuropa er normalt større end efterårstrækket og mere koncentreret. Flest fugle ses i anden halvdel af maj i forbindelse med østlig eller sydøstlig vind hvor den uden sammenligning bedste lokalitet for arten i Danmark er Christiansø.

Den lille fluesnapper lever fortrinsvis af insekter og andre mindre hvirvelløse dyr. Biller og edderkopper udgør en væsentlig del af føden, som fanges især i træernes løv, men også i flugten på fluesnappermaner, hvor den flyver efter byttet fra en gren, eller på jorden. Om efteråret kan bær også indgå i føden, og i tilfælde af dårligt vejr kan ungerne blive fodret med frø.

Det første sikre fund af lille fluesnapper stammer fra 1941, hvor der blev fundet to ynglepar i Kongelunden på Amager. Efterfølgende er der frem til 2019 gjort 13 sikre ynglefund herhjemme, senest et par på Møn i 2011. De seneste år frem til 2022 er der ikke gjort nogen sikre ynglefund. Den østeuropæiske og russiske bestand vurderes som stabil.