Lærkefalk

Lærkefalken er på størrelse med en tårnfalk, men afviger fra denne i fjerdragt og flugtform. Det er en meget velproportioneret, ”klassisk” falk med lange, slanke, spidse vinger og ret kort hale. Falkens silhuet er ikke ulig en mursejlers. Den har en elegant flugtform med hurtige, kraftbetonede vingeslag, afbrudt af glideflugt. Lærkefalken ”muser” ikke som tårnfalken. Med sin skifersorte til mørkebrune overside er der tale om en ret mørk falk. Under gode observationsforhold kendes de voksne lærkefalke på deres røde ”bukser”, røde undergump og længdestribede underside.

Lærkefalken er udbredt i det meste af Europa og Asien og desuden ganske lokalt enkelte steder i Nordvestafrika. I Europa yngler arten overvejende i lavlandet og undgår generelt store åbne træløse områder. Lærkefalken foretrækker et tempereret ikke for vådt klima og forekommer således ikke i de nordvestlige dele af Europa (Island Irland og Skotland). Det samme billede ser man i Danmark hvor arten primært yngler i det sydøstlige Jylland over Fyn til Sjælland og Bornholm. I Danmark er arten især tilknyttet ældre åbne skove med græssede enge og vådområder eller andre åbne insektrige biotoper i nærheden. Som trækfugl er lærkefalken en relativt fåtallig gæst i Danmark. Den ses mest om foråret hvor Skagen er den klart bedste lokalitet med op til et par hundrede fugle på et godt forår. Om efteråret ses arten mest i de østlige dele af landet. Lærkefalken overvintrer i det sydlige Afrika.

Lærkefalkens føde udgøres primært af større flyvende insekter (i Danmark fortrinsvis guldsmede), men særligt i ungetiden fanger den også en del småfugle. Lærkefalken er faktisk så stor en luftakrobat, at den sagtens kan fange både svaler og mursejlere.

Lærkefalken var formodentlig en ret almindelig ynglefugl i midten af 1800-tallet i Danmark. Men med den mere intensive landbrugsdrift samt medfølgende dræning og tilplantning af mange vådområder – især i skovene – gik arten stærkt tilbage. Bekæmpelse og belastning med miljøgifte bidrog yderlige til denne udvikling. Omkring 1950 var ynglebestanden således reduceret til maksimalt 20 par. Tilbagegangen synes at være fortsat helt op til årtusindskiftet med blot ca. 5 par som laveste bestandsniveau. Med mindst 15 par var 2005 det bedste lærkefalkeår siden starten af DOF's Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY) i 1998. I 2006 var der mindst 10 ynglepar herhjemme. Som noget nyt ynglede tre lærkefalkepar i 2005 i gamle kragereder anbragt i elmaster, alle i Sønderjylland. Under Atlas III (2014-17) blev bestanden vurderet til 20-30 par, hvilket nok er i underkanten, da artens ynglesteder er svære at finde. Arten vurderes nu at være i fremgang.