Vandrefalk

Vandrefalken er en af dyreverdenens mest fascinerende skabninger og et af verdens hurtigste dyr. Den er en fantastisk luftakrobat og er i stand til at nå hastigheder på op mod 390 km i timen, når den styrtdykker efter sit bytte fra stor højde. Vandrefalken er en kompakt bygget fugl med et kraftigt bryst, og de voksne fugle har en karakteristisk sort skægstribe, stålgrå overside og tværstribet (hvid/sort) underside. Ungfuglenes underside er derimod længdestribet, og oversiden er brunlig. I flugten er fuglen karakteriseret ved hurtige, flade og kraftfulde vingeslag, gerne afbrudt af korte glid. I naturen ser man oftest vandrefalken sidde på en sten, en pæl eller ligefrem på jorden. Det er ret sjældent, man er heldig at se falken jage, mens den naturligvis kan opleves i flugt på trækstederne.

Vandrefalken er en af verdens mest udbredte fuglearter. og den forekommer i forskellige underarter på alle kontinenter. Også i Europa har vandrefalken en stor udbredelse primært i bjergrige områder. De typiske ynglepladser i Danmark har været på klinter og klippekyster som f.eks. Møns Klint Stevns Klint og på Bornholm. I ældre tid kendes også vandrefalke der har ynglet i reder i træer her i landet. I de senere år har mange par ynglet i opsatte kasser i havne på kraftværker og på broer. Vandrefalken optræder desuden som fåtallig træk- og vintergæst herhjemme. Antallet af trækgæster har været stigende op gennem 1980'erne og 90'erne med f.eks. op til 750 individer optalt trækkende over et helt år (i 1995). Disse trækfugle stammer fra de nordskandinaviske bestande der overvejende er trækfugle og som overvintrer i bl.a. Sydeuropa og Afrika. De sydeuropæiske bestande er derimod standfugle. Antallet af overvintrende vandrefalke i Danmark har ligeledes været stigende og aktuelt opholder der sig formodentlig i størrelsesordenen 30-40 individer i landet i vinterhalvåret. De ses især på kystnære lokaliteter med mange overvintrende vandfugle hvor Vadehavet er helt i særklasse med 10-20 overvintrende falke.

Vandrefalkens føde udgøres overvejende af mellemstore fugle, som bliver torpederet i luften af den styrtdykkende falk. Det drejer sig ofte om byttedyr som duer, vadefugle, mindre ænder, kragefugle og drosler. Hunnen, der er størst, er i stand til at tage bytte på helt op til 1 kg.

I Danmark har vandrefalken aldrig været en talrig ynglefugl, og den har antagelig ikke ynglet med mere end 6-10 par frem til 1950. Efter voldsom bekæmpelse, indsamling af falkeunger til falkonervirksomhed og forgiftning med miljøgifte forsvandt arten som dansk ynglefugl i 1972. Parallelt med udviklingen herhjemme kollapsede de andre europæiske bestande også i perioden 1956-65. I årene derefter fulgte i flere og flere lande et generelt forbud mod miljøgifte samt en forbedret beskyttelse mod jagtlig efterstræbelse, falkonervirksomhed og ægsamling. Tillige blev der iværksat udsætningsprojekter, og samlet betød disse tiltag, at den europæiske bestand begyndte at komme sig. Denne positive udvikling kulminerede her i landet foreløbigt med, at arten genindvandrede i 2001, hvor den ynglede for første gang i 30 år på Møns Klint. Herefter er bestanden stille og roligt steget, så der i 2019 var par på 21 lokaliteter, herunder 13 par med æg og/eller unger. Flest par ynglede i Sydøstdanmark inkl. Bornholm.