Pomeransfugl

Pomeransfuglen er lidt mindre end en hjejle. I sommerdragten er brystet orange som tørret pomeransskal, med et tydeligt hvidt bånd som afgrænsning til den grå hals, og fuglen har en markant hvid øjenbrynsstribe. Hunnens fjerdragt er den mest farvestrålende, da det er hannen, som ruger æggene og står for yngelplejen. Hunnen kan finde på at lægge endnu et kuld æg med en ny han, mens den første han ruger.

Udbredelsesområdet går fra Skotland over Skandinavien og østpå gennem Sibirien til Beringstrædet med enkelte spredte ynglefund i bjergrige områder i Central- og Sydeuropa samt Centralasien. Den samlede europæiske bestand er vurderet til mellem 26.000 og 97.000 par. Bestanden i Norge Sverige og Finland synes stabil på 18.000-27.000 fugle. Der ses en tilbagegang i de lavest liggende og sydligste områder samt i det centrale Europa hvilket uden tvivl kan tilskrives klimaforandringer.. Ynglepladsen findes normalt på fjeldheder over trægrænsen men det er muligt at der har været enkelte danske ynglepar på de jyske heder frem til 1800-tallet. I dag ses pomeransfuglen i Danmark udelukkende som rastefugl på vej fra overvintringspladserne især i Nordafrika. Danmark er et af de vigtigste rasteområder inden den sidste træketape om foråret hvor der ses mellem 400 og 1700 individer om året med en stigende tendens de senere årtier. Arten optræder mest på traditionelle rastepladser der benyttes år efter år. Hvert år benyttes en halv snes lokaliteter af over 20 fugle bl.a. Skjernådeltaet marker ved Vest Stadil Fjord og flere steder i Vadehavsområdet hvor der kan ses op til 200-300 fugle under kulminationen i midten af maj. Her ses fuglene på nysåede pløjemarker og andre tørre lokaliteter i fuld gang med fødesøgning. Som mange andre tundrafugle der ikke har været særlig hårdt efterstræbt af mennesker på ynglepladserne er pomeransfuglen meget tillidsfuld og her er det muligt at komme helt tæt på den. Om efteråret er arten langt mere fåtallig med flest fra sidst i august til midt i september og med forekomster mere spredt i landet end om foråret.

Pomeransfuglen finder føden på typisk præstekrave-maner i hurtigt løb afbrudt af korte stop, hvor næbbet stikkes ned i jorden for at trække små insekter frem.

Pomeransfuglen var tidligere betydeligt mere talrig i Danmark, og der var en anselig jagt på den. I 1884 blev der eksempelvis nedlagt hele 5200 fugle. Jagten var nem på grund af fuglens tillidsfulde adfærd, og det resulterede i en kraftig bestandsnedgang. Der blev indført jagtforbud i Danmark i 1922, men bestanden er endnu ikke nået op på tidligere tiders niveau.