Rødhals

Rødhalsen hører systematisk til fluesnapperne og er en meget almindelig dansk fugl. Mange kender den som "rødkælk", et navn, der kommer fra det tyske Rotkehlchen , hvor "kehlchen" betyder strube. Den foretrækker løv- og blandskov med kratvækst og ses ofte i parker og haver. Den er ikke til at tage fejl af med sin oprette holdning og det rustrøde bryst, der lyser op på den lysegrå bug. Ryg og vinger er diskret gråbrune. Det røde bryst er lige så markant i vinterdragten som i sommerdragten, hvilket hænger sammen med, at rødhalsen opretholder territorium hele året. Den røde farve spiller nemlig en vigtig rolle i forsvar af territoriet. Rødhalsens stemmer er karakteristiske: Kaldet er et smældende tik , og sangen, som varierer meget, er en strøm af klare toner med mange temposkift og skift mellem dybe og høje toner. Rødhalsens sang høres hele året, fordi den forsvarer sit vinterterritorium med sang. Sangen høres også, når det er mørkt, og som noget usædvanligt for vore hjemlige spurvefuglearter etablerer hunnerne uden for yngletiden også fødeterritorium, som de forsvarer med sang.

Uden for Europa som udgør størstedelen af artens udbredelsesområde findes rødhalsen i Nordafrika og i et mindre område i det vestligste Asien. Både i Europa som helhed og i Danmark er arten almindeligt forekommende. Da rødhalsen helst yngler i skove med rig underskov er den generelt mest almindelig på Øerne og i Østjylland. I det mere åbne Vestjylland er rødhalsen mindre almindelig men i takt med at andelen af trævækst tiltager her øger den dog sin udbredelse vestpå. De danske rødhalse er kortdistancetrækkere som overvintrer i Vest- og Sydvesteuropa. I milde vintre overvinter en del af bestanden dog herhjemme; der er især tale om hanner. Desuden besøges Danmark af store mængder af trækfugle fra de nordiske bestande som i langt højere grad er trækfugle.

Rødhalsen lever af insekter og edderkopper. Den kan ses følge i hælene på mennesker eller større pattedyr, der graver i jorden og dermed frigør fødeemner. Om vinteren spiser den gerne frø og fedt, hvorfor den også kan ses fouragerende ved foderbrættet.

Bestanden af rødhals har været fluktuerende, måske med en svag stigning siden midten af 1970'erne. Bestandssvingningerne skyldes især hårde vintre. Den europæiske bestand anses som stabil.