Bjerglærke

Bjerglærken er på størrelse med sanglærke, men lidt slankere, ligesom helhedsindtrykket er lysere. Den kendes bedst på sine karakteristiske hovedtegninger i gult og sort samt de små, spidse, sorte 'horn'. Farverne er tydeligere hos hannen end hos hunnen, ligesom hannens 'horn' er lidt mere markante. Benene er mørkere end hos de øvrige lærker.

Bjerglærken er udbredt i dele af Europa Mellemøsten det nordlige Rusland og Sibirien Centralasien samt størstedelen af Nordamerika. Den optræder dels i tundra- dels i bjergområder gerne over trægrænsen. I Europa yngler den i de skandinaviske fjeldområder og på Balkan. I Danmark optræder bjerglærken som træk- og vintergæst. De nordskandinaviske fugle overvintrer langs Nordsøens og Kanalens kyster og størstedelen af de fugle der observeres herhjemme trækker videre mod syd mens en mindre andel overvintrer i Danmark. Arten opholder sig fortrinsvis på åbne kystnære områder som strande og strandenge men den kan også træffes inde i landet på enge og marker. Langt de fleste iagttagelser gøres i Jylland hovedsagelig langs Vestkysten fra Vadehavsområdet til Thy men mindre antal kan også ses ved østjyske samt nord- og østsjællandske kyster.

I sommerhalvåret lever bjerglærken hovedsagelig af mindre dyr som insekter og edderkopper. Ungerne fodres også især med insekter. Resten af året tager bjerglærken frø fra græs og urter.

Bjerglærken indvandrede først til Skandinavien i løbet af det 18. århundrede. Oprindeligt trak ynglefuglene mod sydøst og overvintrede i Rusland, men efterhånden begyndte de at trække mod sydvest. Det ældste danske fund er fra 1850, hvorefter den optrådte stadig hyppigere frem til midten af det 20. århundrede, hvorefter de skandinaviske bestande begyndte at gå tilbage.