Silkehejre

Silkehejren er omkring 2/3 så stor som den nært beslægtede sølvhejre (der er på størrelse med en fiskehejre), hvilken den især kan forveksles med. Begge er store, iøjnefaldende hvide fugle med lange ben og langt næb, men silkehejren kan – ud over på den ringere størrelse – kendes på de gule fødder. I yngledragten har silkehejren to lange prydfjer i nakken. Silkehejren har sort næb hele året, mens sølvhejren kun har mørkt næb i ynglesæsonen; ellers er det gult. Både silkehejren og sølvhejren har pyntefjer på bryst og ryg. Disse pyntefjer, der har givet silkehejren dens videnskabelige slægtsnavn, Egretta , har tidligere gjort fuglene meget efterstræbte, fordi fjerene blev anvendt i modeindustrien som pynt til damehatte.

Silkehejren er vidt udbredt. Ud over i Europa yngler den spredt i Afrika i store dele af det sydlige Asien og i det østlige Australien. I Europa yngler den i Syd- Vest- og Sydøsteuropa i større antal nordpå til Vestfrankrig. I Sydeuropa er arten den mest udbredte af de hvide hejrer der ud over silke- og sølvhejre også omfatter kohejre og tophejre. Herudover er der mindre yngleforekomster i Nordvesteuropa f.eks. i Holland og Belgien og på De Britiske Øer. Silkehejren yngler ved lavvandede søer laguner og floddeltaer omgivet af krat og træer. Den bygger sin rede i buske og træer eller i rørskove langs bredden. Den er koloniruger og kolonierne kan optræde sammen med rågekolonier. Silkehejren er endnu ikke fundet ynglende med sikkerhed herhjemme men træffes stadigt oftere. I 2010-19 blev der set gennemsnitligt 33 fugle om året med største år i 2016 med 86 fugle. Den optræder ligesom sølvhejren ved kystnære vådområder hvor kan den kan opholde sig overraskende skjult i vandhuller kanaler og grøfter. Silkehejren er trækfugl. De fleste europæiske silkehejrer overvintrer i Afrika primært syd for Sahara men der er også en relativ stor del der overvintrer i Sydeuropa bl.a. i Frankrig.

Silkehejren lever af små fisk, frøer, krebsdyr, snegle, mosegrise og insekter. Dens jagtteknik er forskellig fra fiskehejrens, idet denne art står stille i vandet og lurer på byttet. Silkehejren løber gennem det lave vand og snapper byttet med hurtige bevægelser. Den ses også fouragere på fugtige marker.

Efter at silkehejren ligesom sølvhejren i begyndelsen af det 20. århundrede var stærkt efterstræbt pga. sine prydfjer, har arten pga. fredning været i fremgang siden 1970’erne i stort set hele det europæiske udbredelsesområde. Den er endvidere ekspanderet mod nordvest, og det kan forventes, at den begynder at yngle herhjemme inden for en overskuelig årrække.