Sortspætte

Sortspætten er en imponerende fugl; alene størrelsen leder mere tanken hen på en kragefugl end på en spætte. På nær en rød isse hos hannen og en lille rød nakkeplet hos hunnen er arten tilmed kulsort som mange kragefugle. Sortspættens trommen er lige så imponerende som størrelsen og så kraftig, at den kan høres op til et par kilometer væk. Typisk trommer den ca. 20 slag på to sekunder.

Sortspætten yngler i Europa og østpå i et bælte gennem det centrale Asien til Stillehavskysten. Inden for Europas grænser yngler arten i et stort område som omfatter det meste af Central- Nord- og Østeuropa. De Britiske Øer og Island huser dog ingen sortspætter og i Sydeuropa yngler den meget spredt. I Danmark er sortspætten en fåtallig art hvis hovedudbredelse i dag omfatter Sønderjylland det centrale og nordøstlige Jylland og Nordsjælland. I resten af landet yngler den meget lokalt dog ikke på Fyn Lolland-Falster og Bornholm. Sortspætten yngler i både nåleskov ældre bøgeskov og blandskov men den foretrækker områder med ældre bøgeskov i forbindelse med store nåleskove. Arten er standfugl. Som andre spætter bruger sortspætten sit kraftige næb til at udmejsle et redekammer som er ca. en halv meter dybt og omkring 25 cm i diameter. Kammeret placeres i et tykstammet træ gerne i over 10 meters højde. Sortspætten udmejsler gerne et nyt redekammer hvert år hvilket betyder at skoven bliver tilført en jævn strøm af nye redehuller. Dette er meget velkomment for mange andre fugle i de intensivt drevne danske skove hvor hullerne benyttes af bl.a. sjældne og fåtallige arter som hvinand huldue og perleugle.

Sortspætten lever i vid udstrækning af myrer. Dens udbredelse i Danmark afspejler i nogen grad udbredelsen af dens yndlingsføde, herkulesmyren, men den forekommer også andre steder, og her regner man med, at den lever af røde skovmyrer i stedet.

Sortspætten har formodentlig ynglet i Danmark i stenalderen, men er senere forsvundet helt. Det første ynglefund af sortspætten i nyere tid er fra 1961 i Nordsjælland, og siden har arten oplevet en markant fremgang, men med svingninger fra år til år. I de seneste år har der været en moderat tilbagegang, og den er fx ikke siden 2005 registreret sikkert ynglende på Bornholm, der i 1990'erne rummede en af de tætteste bestande herhjemme. Den seneste samlede totale tilbagegang for arten kan forhåbentlig vende, efterhånden som der bliver udlagt flere skovområder i Danmark til naturlige processer som led i bestræbelserne på at mindske biodiversitetskrisen. Det er vigtigt at sikre, at der er tilstrækkeligt med egnede redehulstræer, eftersom mængden heraf sammen med fødetilgængelighed er de mest betydningsfulde faktorer for bestanden. I Europa har arten siden årtusindskiftetværet i fremgang eller stabil mange steder. Dog er bestanden i Sverige tilsyneladende også i moderat tilbagegang ifølge det svenske Punkttællingsprogram.