Lille flagspætte er ikke større end en spurv. Den kan gennembore tagrør på jagt efter larver og pupper og fange flyvende insekter i luften på fluesnappermanér.
Lille flagspætte ligner stor flagspætte med sin sort-hvide fjerdragt, men den er ikke større end en spurv! Hannen har rød isse, og hunnen har sort isse. I modsætning til stor flagspætte har ingen af kønnene rød undergump. Trommehvirvlen, som begge køn benytter sig af i yngletiden, er længere og hurtigere, men svagere end stor flagspættes. Arten har et enstonigt kald – ”kik” - som stor flagspætte, men svagere, og en serie af kald, ”ki-ki-ki-ki-ki” , der minder om tårnfalkens og vendehalsens tilsvarende kald.
Lille flagspætte lever i løv- og blandskove i store dele af Europa og det nordlige og centrale Asien til Stillehavskysten. Arten optrådte første gang som ynglefugl herhjemme i Nordsjælland i 1964 efter en invasion den foregående vinter. Senere har der etableret sig en mindre bestand dels af en underart der kommer fra Sverige og har slået sig ned på Øerne dels af en anden underart der kommer sydfra og som yngler med få par i Sønderjylland. Reden hugges ud i døde træstammer eller stubbe og i træer med blødt ved fortrinsvis el og birk. Den foretrækker skov i fugtige områder hvor den har adgang til rigelige mængder af larver og insekter. Territoriets størrelse er afhængigt af fødeudbuddet. Lille flagspætte er overvejende standfugl og strejfer en del omkring efterår og tidligt forår hvor den ofte optræder sammen med mejser og andre mindre spurvefugle.
Lille flagspætte lever næsten udelukkende af insekter. Om vinteren hakker den gerne efter træborende insekter i veddet og under barken på træstubbe og døde træer, ligesom den kan gennembore tagrør på jagt efter larver og pupper. Om sommeren jager den også i træernes grene og blade. Den kan ligeledes fange flyvende insekter i luften på fluesnappermaner.
Bestanden af lille flagspætte er siden 1964 tiltaget støt, selv om den er i tilbagegang i nabolandene. Dog er den stadig en fåtallig ynglefugl herhjemme med 83 til 128 ynglepar (ifølge Atlas III 2014-17), talrigest i skovene på Nordbornholm og nord for København, hvor den største bestand findes i Grib Skov i Nordsjælland med ca. 15-20 par.