Mellemflagspætte

Mellemflagspætten ligner stor flagspætte, men er noget mindre og har et betydeligt mindre næb. Samtidig er den synligt større end lille flagspætte, der også mangler den røde undergump, som de to større slægtninge har. Mellemflagspætten har rød isse, der hos hannen er lidt kraftigere i farven og når lidt længere tilbage i nakken end hos hunnen. I forhold til stor flagspætte har mellemflagspætten mindre sammenhængende sorte tegninger i hovedet, hvilket giver den et lysere ansigtsudtryk. Et andet kendetegn er den lyserøde undergump med diffus afgrænsning, der adskiller den fra stor flagspættes mørkerøde, skarpt afgrænsede undergump. Mellemflagspætten kan være svær at få øje på, fordi den hovedsagelig søger sin føde i trækronerne, hvor den skiftevis hopper rundt på vandrette grene på jagt efter insekter og sidder stille på tværs af grenen, skrutrygget og med hængende hale. I modsætning til sine slægtninge høres mellemflagspætten kun sjældent tromme.

Mellemflagspætten yngler i Europa og det vestlige Asien. I Europa har den en fortrinsvis central og sydøstlig udbredelse med de største bestande i Polen Tyskland og Grækenland. Arten er kræsen med hensyn til valg af levested. Den foretrækker en naturtype som tidligere var almindelig herhjemme nemlig gammel løvskov med stort indslag af eg hvor græsædende husdyr holdt skoven åben og hvor udgåede træer fik lov at stå.

Mellemflagspætten lever hovedsagelig af insekter, som den fanger i barken på træernes grene. De voksne fugle tager især små biller og myrer, mens ungerne ofte fodres med larver og lus. Især om vinteren suppleres med planteføde som nødder, ligesom den også indtager plantesaft.

I Danmark ynglede arten indtil 1959, især i skovene omkring København; derefter optræder den på den danske rødliste som uddød. Fra 2011 og frem har der været en stigende antal fund i landet, især i det sydlige Jylland. Det skyldes nyindvandring fra Tyskland, hvor bestanden er i fremgang. Det er således muligt, at arten snart igen vil yngle i Danmark efter mange års fravær. Den europæiske bestand anses for at være i fremgang, især i den nordlige del af udbredelsesområdet.