Bysvale

Bysvalen er let kendelig på sin helt hvide underside og sin hvide overgump. Oversiden er sortblå, og vinger og halefjer er helt sorte. Halen er kløftet og relativt kort. Bysvalen er lidt mindre og mere kompakt end landsvalen. Artens kald er et lyst, tørt prrit , og sangen er en variation over dette tema.

Bysvalen har en massiv udbredelse i Eurasien og findes desuden i et smalt bælte langs kysten af det nordvestlige Afrika. På nær Island findes bysvalen i hele Europa. Den er oprindelig en klippefugl (og yngler f.eks. stadig på Møns Klint) men har tilpasset sig og har i århundreder ynglet uden på vore bygninger hvorimod landsvalen oftest yngler inde i bygningerne. Bysvalen er vidt udbredt i Danmark fra det det åbne udyrkede land til byerne. Bysvalen bygger sin rede af vådt lerholdigt mudder som den kliner fast sammen med græsstrå under tagudhæng og på tagspær. Reden er kugleformet og helt lukket med et lille flyvehul øverst oppe. Den foretrækker at genbruge og måske reparere en gammel rede i stedet for at bygge en helt ny. En rede består af ca. 1000 små næbfulde af lerklumper og tager op til to uger at bygge. Indvendigt fores reden med små fjer og græsstrå som indsamles af hannen. En ny rede vil typisk blive bygget tæt på en gammel. Når bysvalen vælger redested er den afhængig af fugtigt mudder gerne 150 meter fra reden og højst 300 meter. Faktisk er adgang til fugtigt mudder en begrænsning for deres udbredelse i de større byer. Bysvalerne er sociale og semi-koloniale. Nogle yngler for sig selv eller i mindre grupper med fire-fem reder mens andre yngler i store kolonier med mindst 10 reder og ofte mere end 30 reder. Der er en tendens til at de største kolonier findes på landet mens de mindre findes i de store byer. Bysvaler i kolonier hjælper hinanden mod gråspurve der ofte prøver at overtage en næsten færdigbygget rede som er meget eftertragtet. Det gør de ved i flok at forsvare reden mod indtrængende gråspurve og ved at hjælpe det udsatte par med at bygge deres rede færdig. Det kan så ske på et par timer. Bysvaler tager gerne kunstige reder i brug. I de større byer kan dette være en god løsning da de kan placeres på steder hvor deres ekskrementer ikke er til gene og årsag til at rederne bliver fjernet. I dårligt vejr med deraf følgende ringe fødemængde kan bysvalens unger gå i en dvalelignende tilstand med nedsat kropstemperatur og på den måde kan de overleve i perioder hvor de ellers ville sulte. Det samme gør sig i øvrigt gældende for mursejlernes unger. En anden lidt usædvanlig adfærd er at ungerne fra første kuld kan hjælpe til med at fodre ungerne fra andet kuld. Bysvalens liv er kort i gennemsnitligt kun to-tre år. Enkelte kan dog blive op til fem-seks år og den ældste fundne bysvale levede hele 14 år og seks måneder. Bysvalen er en meget almindelig trækgæst idet et stort antal skandinaviske fugle trækker gennem Danmark på vej mod artens vinterkvarter i tropisk Afrika. Det formodes at bysvalerne overvintrer i det sydlige og vestlige Afrika syd for Sahara. At der kun er tale om en formodning skyldes at der kun er få ringmærkede bysvaler der bliver (gen)fanget i Afrika sammenlignet med landsvaler. Det skyldes at bysvalerne er svære at fange da de sjældent opholder sig i jordhøjde. Derfor arbejdes der nu på at forsyne bysvalernes rygge med såkaldte geolokatorer som kan afsløre præcist hvor fuglene overvintrer.

Bysvalens føde består næsten udelukkende af flyvende insekter, som den gerne tager højere oppe end landsvalen, mens mursejlerne tager de flyvende insekter højst oppe. Derfor ankommer bysvalen senere til ynglepladsen end de øvrige svalearter, da højtflyvende insekter først forekommer i større antal senere på foråret.

Selvom den danske bestand af bysvale er ret svingende, synes bestanden at have været jævnt stigende fra omkring 1990 indtil omkring 2008, hvorefter der ses en tilbagegang. Nyere forskning viser, at årsagen nok er dårlige vejrbetingelser under forårstrækket, der kan betyde stor dødelighed, ligesom store regnvejrsperioder i Afrika også påvirker bestandene negativt. Den europæiske bestand varierer og er i nedgang i flere lande. Den største trussel mod arten, især i byerne, er mennesker, der på trods af at rederne er fredet, alligevel river dem ned pga. fuglenes ekskrementer ned ad facaden og opsætter net for at forhindre nye svalebyggerier. En anden trussel er de moderne byggeriers konstruktion, idet f.eks. bygninger af glas slet ikke egner sig til bysvalereder, ligesom diffusionsåbne overflader betyder, at svalernes reder ikke er så holdbare som normalt. Samtidig har tagenes udformning ændret sig i retning af færre tagudhæng, og samlet betyder det, at bysvalerne i dag har sværere ved at finde egnede redepladser i byerne. Endelig er bysvalens trivsel truet af mangel på insekter.