Knopsvane

Danmarks nationalfugl, knopsvanen, valgt ved en afstemning arrangeret af Danmarks Radio i 1984, er en smuk og majestætisk fugl, som pryder mange danske søer og fjorde. Dens enorme størrelse, den helt hvide fjerdragt, den sorte knop over det orangerøde næb gør den umulig at forveksle med andre arter. Knopsvanen er mest tavs, men fra flyvende fugle høres en karakteristisk susende lyd fra vingerne, som hverken forekommer hos sangsvanen eller pibesvanen. Ungfuglene er sædvanligvis klædt i diskrete gråbrune kulører, og de har et mørkegråt næb uden de voksne fugles karakteristiske knop. Enkelte fugle, de såkaldte "polske svaner", er hvide fra klækningen med rødlige ben og næb, hvilket skyldes en genetisk variation.

Knopsvanen har en pletvis global udbredelse idet den mange steder på kloden er indført som prydfugl bl.a. i USA Australien og New Zealand men den primære og oprindelige udbredelse er Europa og det vestlige Asien. I Europa forekommer knopsvanen i et bredt bælte tværs gennem Europa fra Sydfrankrig i syd til det sydligste Finland og Sydnorge i nord. I Danmark forekommer knopsvanen i alle dele af landet men noget spredt i især den vestlige og nordlige del af Jylland. Arten ynglede tidligere gerne parvis i større eller mindre søer men er desuden begyndt at yngle i kolonier på holme og mindre øer i fjordene og ved lavvandede kyster. De kolonirugende fugle har i stort omfang en bestemt genetisk variation hvilket kan være årsagen til koloniadfærden. Størstedelen af de danske ynglefugle overvintrer i danske farvande hvor de især holder til i de store lavvandede brakvandsområder. Nogle danske knopsvaner trækker til Holland og undtagelsesvis længere væk mens Danmark om vinteren gæstes af knopsvaner fra nabolandene i stort antal.

Knopsvanen lever af vandplanter, som den afgræsser på lavt vand. Den æder også græs, korn og andre planter langs søbredder og fjorde.

Efter næsten at være blevet udryddet i 1920'erne som følge af jagt (der ynglede blot 3-4 par i landet i midten af 1920'erne!) er arten heldigvis gået meget frem siden. De fleste knopsvaner dør af sult og andre naturlige årsager, men kollisioner med elledninger er desuden en væsentligt forekommende dødsårsag. Ynglebestanden har været ret stabil siden omkring 1990. Igennem 1970'erne frem til 1978 fandtes verdens største knopsvanekoloni på Klægbanken i Ringkøbing Fjord, men fødegrundlaget forsvandt i 1979 pga. algevækst i forbindelse med den øgede tilførsel af næringsstoffer efter Skjernåens udretning. Algerne gjorde vandet så uklart, at de grønne bundplanter, der udgjorde svanernes føde, ikke længere kunne få lys nok. Siden 80'erne har den danske bestand været stabil.