Sangsvanens stemme er en klangfuld trompeteren — i modsætning til den næsten tavse knopsvane, der mest taler gennem sine syngende vingeslag.
Sangsvanen er på størrelse med knopsvanen og kendes bedst fra denne på sit gule næb, der mangler knopsvanens sorte knop. Den holder halsen mere rank end knopsvanen, og så har den en meget kraftig, klangfuld stemme, der ofte høres, næsten som en trompeteren. I modsætning hertil er knopsvanen normalt tavs bortset fra den rytmisk syngende lyd, som dens vingeslag frembringer. I vinterhalvåret er sangsvanen en ret almindelig fugl i Danmark. Den ses f.eks. flokvis på marker eller i udkanten af flokke af knopsvaner på lavvandede arealer.
Sangsvanen yngler i skovmoser og lavvandede søer i et stort område fra Island Norge Sverige Finland og i et bredt bælte gennem Rusland og Sibirien til Stillehavskysten. Sangsvanen har ekspanderet sydpå til Skåne og yngler nu også helt op til den tyske grænse. I Danmark er arten genindvandret i 2002 og en mindre ynglebestand har nu etableret sig i Himmerland med ca. 10 – 12 par årligt og god ynglesucces. Herudover yngler arten regelmæssigt i Bølling Sø ved Silkeborg. Der har herudover et par gange været et ynglepar i Vendsyssel og et enkelt yngleforsøg på Sjælland. Der er i de senere år observeret et øget antal oversomrende ikke-ynglende fugle over hele landet dog med hovedvægt i Nordjylland hvor især Lille Vildmose har huset lidt større flokke. Danmark er sammen med Tyskland det vigtigste overvintringsområde for arten i Europa. Desuden overvintrer sangsvanen i stort tal i Storbritannien og Irland men den iagttages i de fleste europæiske lande om vinteren bortset fra Spanien Portugal og Italien. Herhjemme optræder der flest sangsvaner i milde vintre mens de trækker videre sydpå i hårde vintre. De fleste sangsvaner ses i det nordlige Jylland samt på Sydsjælland og Lolland-Falster.
Sangsvanen lever af vandplanter, græs og vinterafgrøder, f.eks. hvede og raps.
Sangsvanebestanden i den vestlige del af udbredelsesområdet er gået frem de sidste årtier. I Danmark har arten ynglet siden 2002, og den har siden haft stor fremgang; således blev der i 2021 estimeret omkring 10 ynglepar. Vinterbestanden er nogenlunde stabil.