Pibesvane

Pibesvanen er den mindste af de tre hvide svanearter, der forekommer i Danmark. Den minder meget om sangsvanen, men er mindre og har mindre gult på næbbet. Den gule tegning er således ikke tilspidset som hos sangsvanen, men ender mere stumpt. I den grålige ungfugledragt er denne tegning også en god karakter. Endelig er hovedet mindre langstrakt og halsen kortere. Kaldet minder om sangsvanens, men er mere gøende.

Pibesvanen yngler på den arktiske del af tundraen i Sibirien samt i Alaska og Canada. Den overvejende del af den russiske bestand som overvintrer i Vesteuropa tæller ca. 20.000 fugle. De fleste af disse pibesvaner trækker i første omgang til Danmark Holland og Nordtyskland. Fuglene ankommer til Danmark fra september og forekomsten topper i oktober eller november hvor op mod 4500 rastende fugle er optalt. De største rastepladser er i Jylland: Store Vildmose Ulvedybet Nibe Bredning Vejlerne Harboøre Tange Agger Tange Tipperne Vadehavet og agerlandet i Sønderjylland. Den eneste større rasteplads på Øerne er ved Tissø på Sjælland. Når hårdere vintervejr sætter ind trækker de fleste danske fugle videre til Holland og England men i milde vintre som vi ofte har haft de senere år kan 1000–2000 fugle overvintre i Danmark. Om foråret optræder pibesvanen på træk og rast med op til samlet 3200 fugle og den forekommer igen primært i Jylland. I det østlige Danmark er den en ret tilfældig gæst. Fuglene forlader Danmark i marts-april.

Pibesvanen lever af vandplanter, græs og såsæd. Før i tiden levede arten her i landet langt overvejende af vandplanter, men siden starten af 1970'erne er fuglene i stigende grad begyndt at fouragere på marker med vintersæd, på stubmarker samt på græsmarker og enge.

Den delbestand af pibesvane, som overvintrer i Nordvesteuropa, er estimeret til 20.000 fugle og har været stabil siden omkring 2010.