Gærdesangerens skarpe, klikkende kald lyder som lyden af en hæksaks, der smækkes sammen. Den forsvarer endda buske og træer mod artsfæller, mens den raster under trækket.
Gærdesangeren er en lille, gråbrun sanger med hvid strube og mørke ben, og som lever skjult. Den er en smule mindre end sin mere almindelige slægtning, tornsangeren. Fuglen opdages og kendes lettest på sin karakteristiske sang, som består af en kort række klaprende lyde i samme tonehøjde. Kaldet er kort og skarpt og kan sammenlignes med lyden af en hæksaks, der smækkes sammen.
Gærdesangeren forekommer i Europa samt store dele af det vestlige og centrale Asien. I Europa yngler deni Øst- Central- og Nordvesteuropa dog ikke i det nordligste Skandinavien. I Danmark findes arten over hele landet. Gærdesangeren yngler både i løvskov og nåleskov men kan også findes i forskellige slags småbeplantninger også i det åbne land. Blandt artens foretrukne habitater er villahaver hvor den gerne yngler i hække og nåletræer samt yngre nåleskov. Arten forekommer dog ikke i lukket skov. De tætteste ynglebestande findes i de østlige egne og i de større byer med deres mange villahaver. I Danmark er gærdesangeren en almindelig trækgæst med vinterkvarter i de tørre savanneområder i Østafrika. Fuglene trækker øst om Middelhavet og denne sydøstlige trækretning betyder at der ses flest rastende fugle i det østlige Danmark.
Gærdesangerens føde består hovedsagelig af insekter og i begrænset omfang af bær i efteråret. Når den raster under trækket, kan den forsvare en busk eller et træ med megen føde mod artsfæller.
Bestanden er generelt præget af ret store svingninger. Siden midten af 1980'erne har bestanden i Danmark haft en svagt faldende tendens, hvorimod den siden 2007 synes at være stabil til svagt stigende. I Europa synes bestandene generelt at være stabile eller aftagende.