Engsnarre

Engsnarren, der hører til vandhønsene, genkendes oftest på hannens sang, et karakteristisk crex crex , der har givet fuglen dens videnskabelige navn. Stemmen høres næsten udelukkende om natten, og arten ses kun meget sjældent, da den holder sig godt gemt i tæt vegetation og kun sjældent skræmmes op. Hvis det sker, kan den især kendes på den flagrende flugt og de rødbrune vinger.

Udbredelsesområdet strækker sig fra Mellemeuropa over Østeuropa til Centralasien med mere spredte forekomster i Vest- og Nordeuropa. Danmark ligger i udkanten af udbredelsesområdet og arten er ret sjælden med de største bestande i Nord- og Sønderjylland. Gode lokaliteter er den udtørrede Gårdbo Sø og Store Vildmose i Vendsyssel samt Holmegårds Mose og Store Åmose på Sjælland. Arten mangler i store dele af Midt- og Vestjylland samt på Lolland og Falster. Arten lever i det åbne landskab gerne hvor der er høj vegetation og fugtig bund. Den trives sågar i stærkt kulturpåvirkede sprøjtede områder men tolererer ikke tidligt høslæt i yngleperioden. Når ungerne har forladt reden trækker engsnarren sydpå til overvintringsområderne i det østlige Afrika syd for Sahara.

Føden består af forskellige jordlevende insekter og mange andre hvirvelløse dyr som f.eks. snegle og regnorme, som engsnarren finder i tæt vegetation.

Fra at være en almindelig fugl i Danmark i det meste af 1800-tallet er engsnarren gået kraftigt tilbage og er i dag sammen med storspove, stor kobbersneppe og rød glente de eneste danske ynglefugle, som er på rødlisten over verdens mest truede fuglearter. Tilbagegangen har især været markant op gennem 1900-tallet på grund af dræning og opdyrkning af enge samt stigende mekanisering og intensivering i landbruget. Efter 1997 har der dog omsider været en vis fremgang i bestanden af engsnarre. Fremgangen skyldes til dels en øget feltornitologisk aktivitet, da fuglens skjulte levevis og natlige aktivitet gør, at mange hanner tidligere kan være blevet overhørt. Den danske bestands fremgang formodes at hænge sammen med fremgang i artens kerneområder i Østeuropa efter 1990.