Ravn

Ravnen er vores største kragefugl, på størrelse med musvågen. Den kan forveksles med de andre sorte kragefugle, men kendes på sin størrelse, det meget kraftige næb og den kileformede hale. Stemmen er karakteristisk, et meget dybt, groft og vidtlydende rårk . Ravnen spiller en central rolle i den nordiske mytologi som Odins to spejdere Hugin og Munin. Før Dannebrog udgjordes danernes fane ifølge overleveringen af Ravnebanneret, der viser en ravn på en rød baggrund.

Ravnen yngler i det meste af Europa bortset fra dele af Vest- og Mellemeuropa. Herfra strækker udbredelsen sig østover gennem Asien til Stillehavet. I Afrika findes ravnen kun i de nordligste dele. Herudover findes den på Grønland samt i store dele af Nordamerika. I Danmark har den siden 1970’erne spredt sig til det meste af landet. Ravnens valg af ynglested er meget alsidigt. I Danmark yngler den mest i gamle løvtræer og nåletræer. Den store rede placeres i en grenkløft højt til vejrs i træernes kroner. Ravneparret holder sammen flere år i træk hvor de bygger flere reder inden for territoriet og parret veksler mellem disse fra år til år. Æglægning foregår i marts-april og det er hunnen der alene udruger ungerne. De gamle ravne er udprægede standfugle der forbliver i territoriet året rundt mens ungfuglene kan strejfe noget omkring. Ravnene overnatter som vores øvrige kragefugle kollektivt på udvalgte overnatningspladser.

Ravnen er nærmest altædende, men den foretrækker dyrisk føde. Den ernærer sig primært af ådsler, syge eller svækkede dyr og fugle samt æg og unger. Tager desuden mange forskellige hvirvelløse dyr og også affald, f.eks. fra lossepladser. Planteføde indtages i mindre omfang. Ravnen søger hovedsagelig føde i det åbne land.

Indtil midten af 1800-tallet ynglede ravnen almindeligt over hele landet. Herefter fandt der en voldsom tilbagegang sted pga. forfølgelse i form af beskydning og forgiftning. I 1950 var landsbestanden reduceret til blot 16 par, udelukkende i Sydøstjylland og på Fyn. Siden 1967 har arten været i fremgang, og i 1970 var landsbestanden steget til 120-130 par; i slutningen af 1980'erne til 200-250 par og i 2018 blev der estimeret 1300 par.