Ringdue

Ringduen er en stor due med blågrå farver og karakteristiske hvide tegninger på vingerne og halsen. Territoriet hævdes med en femtonet kurren samt en karakteristisk parringsflugt, hvor vingerne baskes højlydt sammen, mens fuglen tager højde, hvorefter den glider ned på stive vinger. Tegningen på halsen har givet den sit navn, men den bliver også ofte kaldt skovdue.

Ringduen er udbredt over det meste af Europa i Nordafrika og det vestligste Asien. Den er den mest almindelige dueart i Danmark og yngler alle steder hvor den kan finde et træ el.lign. til sin simple rede. Ringduen yngler med de største tætheder i Østdanmark. I byerne er den oftest mere tillidsfuld end på landet. Ringduen har en meget lang yngleperiode og kan i milde vintre yngle året rundt. Et par gennemfører i gennemsnit fire yngleforsøg pr. år nogle gange op til otte men mange æg og unger mistes til forskellige rovdyr. Om efteråret samles ringduerne i store flokke. Cirka halvdelen trækker til Sydvesteuropa for at tilbringe vinteren der; den anden halvdel får selskab af et stort antal overvintrende skandinaviske fugle. De finder deres føde på marker og i år med mange bog også i skoven. Der er jagttid på ringduen og i 2020/21 blev der nedlagt ca. 185.000 ringduer hvilket er en nedgang i forhold til tidligere.

Ringduen lever af plantemateriale som f.eks. frø, skud, rødder, knopper, blomster og blade, men af og til også af smådyr. Den kan søge føde både på jorden og i træerne, hvor den på overraskende adræt vis kravler rundt på de yderste grene, og den kan endda hænge med hovedet nedad under fødesøgningen. Plantemateriale har normalt et meget lille næringsindhold, hvorfor mange planteædende fugle fodrer deres unger med insekter. Det gør duer ikke; de producerer i stedet et næringsrigt sekret, kaldet duemælk, i en særlig udposning på spiserøret. Duemælken gylpes op til ungerne.

Ringduen har været i fremgang gennem hele 1900-tallet, hvor øget landbrugsdrift, og dermed større kornproduktion, tillægges betydning. Allerede i anden halvdel af 1800-tallet gav opdyrkningen af den jyske hede flere ynglesteder. Bestanden faldt noget omkring 1980, men er siden fordoblet.