Huldue

Hulduen minder meget om en ringdue, men er uden dennes hvide halsplet og de markante, hvide striber på vingerne. Den er ikke nær så almindelig og også noget mindre, omtrent på størrelse med en tamdue, som den også let kan forveksles med. Dens stemme er to-tonet og noget mere monoton end de andre duearters. Navnet skyldes, at den blandt andet benytter huller i træer som redeplads.

Hulduen er udbredt over hele Europa undtagen i det nordlige Skandinavien samt i det nordvestligste Afrika og det vestlige Asien. Den yngler i de fleste egne af Danmark dog talrigest i Østjylland og på Øerne. Hulduen lever en noget anonym tilværelse. Den yngler i løvskov og da den er afhængig af huller findes den oftest og mest talrigt i gammel naturskov og skove med mange sortspætter. I Sydvestjylland har den dog en noget anden yngleadfærd; her yngler den i klitterne i gamle kaninhuller og bunkers fra krigen. Den kan også yngle i falke- og uglekasser hvilket især er tilfældet i Vendsyssel. Hulduen har haft stor glæde af sortspættens indvandring idet den yngler i sortspættens gamle redehuller. Den er dog i skarp konkurrence med alliken om redested. Hulduen overvintrer i Sydvesteuropa. På træk følges den ofte med ringduer og enkelte fugle kan ofte findes i de store ringdueflokke der passerer landet i september og oktober.

Hulduen lever af plantemateriale som frø, skud, rødder, knopper, blomster og blade, men af og til tager den også smådyr som insekter og snegle. Den søger hovedsagelig sin føde på jorden i flokke, men den optræder også enkeltvis i træer og buske i ny og næ.

En massiv tilbagegang startede i slutningen af 1800-tallet, men udviklingen vendte i de seneste årtier af 1900-tallet. Fra midten af 1980'erne har arten været i stor fremgang, hvilket tydeligt ses ved sammenligning af resultaterne af atlasprojekterne i 1970'erne, 1990'erne og 2014-17. Lokale undersøgelser har vist, at nogle bestande er mere end fordoblet i denne periode, fx er bestanden i Grib Skov næste tredoblet fra 2004 til 2022 og er nu på 141 par.