Allike

Alliken er den mindste af vores sorte kragefugle. Den er sort med lysegrå nakke og kinder og har lyse øjne, der træder frem på baggrund af de sorte øjenomgivelser. Den optræder gerne i flok, og dens korte skrig høres, både når den flyver, og når den sidder.

Alliken yngler i størstedelen af Europa bortset fra det nordlige Skandinavien i det vestlige Rusland Tyrkiet Iran og Marokko. I Danmark er den udbredt i det meste af landet bortset fra få mindre øer. Den er mest talrig i Nordsjælland og på Bornholm og fåtalligst i Vestjylland hvor de mange nåletræer ikke byder på egnede redemuligheder. Alliken er meget social og yngler gerne i kolonier. Den placerer sin rede i huller i træer helst i ældre løvskov der ligger i nærheden af græsmarker eller afgræssede enge hvor den søger sin føde. Den benytter f.eks. gamle sortspættehuller og kan sågar fordrive sortspætten fra dens redested. Alliken tiltog således markant på Bornholm i den periode sortspætten ynglede på øen. Alliken yngler tidligt om foråret hvad der giver den en fordel i konkurrencen med natuglen og hulduen om egnede redepladser. Den yngler også i bymæssig bebyggelse specielt i storbyernes forstæder og i provinsbyer hvor den f.eks. bygger rede i skorstene. Dette er dog blevet vanskeliggjort mange steder i de senere år pga. skorstensriste eller tilstopning af skorstene. De fleste voksne alliker er standfugle mens ungfuglene trækker bort om vinteren til Sydvesteuropa. Om efteråret kommer der mange gæster på træk fra Skandinavien og Østeuropa hvoraf en del bliver her vinteren over. Alliker overnatter sammen i store flokke ofte i selskab med krager og råger. Om vinteren kan man se helt op til 10.000 fugle på de store overnatningspladser.

Alliken er næsten altædende, men den søger hovedsagelig sin føde på græsmarker eller plæner, hvor den tager larver, biller, edderkopper, snegle og orme. Den kan også spise afgrøder på marker.

Ynglebestanden blev tredoblet fra midten af 1970'erne til midten af 1980'erne, hvorefter den har været moderat stigende til 2021. Der er ikke nogen entydig forklaring på tilvæksten. Væksten i vinterbestanden fortsatte til midten af 1990'erne, hvad der er udtryk for, at væksten i ynglebestanden fortsatte i de områder, hvorfra vi får vores vintergæster.