Kernebider

Kernebideren er en solidt bygget finke med et meget kraftigt næb, der er blygråt om sommeren og gulligt om vinteren. Den har en farvestrålende fjerdragt i forskellige rødbrune og grå nuancer med et bredt hvidt vingebånd. Hunnen er mere afdæmpet i farverne end hannen. Man kan være heldig at se kernebideren på foderbrættet, men ellers ser man den ret sjældent. Lærer man sig artens specielle kald, et skarpt, eksplosivt zik , at kende, vil man dog oftere kunne få et glimt af fuglen, især i flugten.

Kernebideren forekommer i et bælte fra Europa og det nordvestligste Afrika tværs over Asien til Stillehavskysten. I Europa er den en almindeligt forekommende ynglefugl der dog ikke findes i det allernordligste. I Danmark har kernebideren en noget spredt forekomst og den er mest almindelig i Østjylland og på Øerne. Denne udbredelse reflekterer udbredelsen af ældre løv- og blandskov. I takt med at der kommer flere løvtræer i de vestjyske plantager stiger forekomsten af arten dog i disse områder. Kernebideren har en tendens til at yngle i små kolonier og om vinteren færdes arten gerne i småflokke. Da kernebideren langt overvejende er standfugl er disse fugle primært danske ynglefugle men landet får også besøg af en del nordiske gæster i kolde vintre. På kirkegårde i det indre København er der set flokke på op til 150 fugle. Et mindre træk går også igennem Danmark hvor arten primært registreres på træksteder i det østlige Danmark.

På kernebiderens menu står især frø af kirsebær, mirabel, avnbøg, taks, ask samt solsikkefrø fra foderbrættet. Endvidere æder den om foråret gerne bladknopper og om sommeren insekter. Selv om fuglen ikke vejer mere end ca. 50 gram, så er den i stand til at yde et tryk på op mod 40 kg med sit næb, og den kan derfor åbne selv de hårdeste stenfrugter.

Ynglebestanden har været i fremgang siden 1980, dog med markante udsving visse år. Siden 2007 har ynglebestanden været i tilbagegang, mens vinterbestanden har været noget mere fremadgående. Udviklingen i Norge og Sverige har været positiv i perioden 1970-1990, mens Storbritannien har oplevet et markant fald i bestandens størrelse i den samme periode.