Hedehøg

Hedehøgen er en elegant rovfugl takket være sine lange vinger, slanke kropsbygning og lange hale, og den har en næsten dansende flugt. Som de øvrige kærhøge flyver hedehøgen altid med løftede, v-stillede vinger. Hannen er lysende sølvgrå med sorte vingespidser, hunnen er brunlig med lysere krop, og ungfuglene ligner hunnen, men har på undersiden en varm rustrød farve. Både hun og ungfugl har hvid overgump. Hedehøgen er lidt mindre end rørhøgen, som er en langt mere almindeligt forekommende kærhøg herhjemme.

Hedehøgen er vidt udbredt i Europa fra det sydlige Finland i nord over Sydengland i vest til Spanien i syd. De største bestande i Europa findes i Ukraine og Rusland. Artens udbredelse strækker sig østpå i Asien til Kasakhstan. I Danmark yngler arten nu kun i det sydvestlige Jylland hvor den fortrinsvis er tilknyttet det åbne marsklandskab i Vadehavsområdet. Desværre har arten fået smag for dyrkede marker med vintersæd som yngleområde hvilket betyder at ungerne er meget udsatte når der skal høstes. Takket være lokale ornitologers samarbejde med landmænd organisationer og myndigheder er truslen fra høstmaskinerne nu bragt under kontrol bl.a. i kraft af opsyn markering og i nogle tilfælde indhegning af redeområderne. Da Danmark ligger tæt på nordgrænsen for hedehøgens udbredelse er fuglen en ret sjælden trækgæst herhjemme. Trækgæster observeres primært i perioder med sydøstlige og østlige vinde der blæser fuglene fra de østligere bestande til Danmark. De danske ynglefugle ankommer i april-maj og forlader landet i august/september hvor de flyver til overvintringskvarteret syd for Sahara. De østligste bestande af hedehøg overvintrer derimod helt overvejende i Indien.

På hedehøgens menu står primært smågnavere, firben, større insekter, småfugle og fugleunger. Som de andre kærhøge jager hedehøgen ved at flyve lavt og langsomt over terrænet, og således tager den næsten uden undtagelse sin føde på jorden.

Hedehøgen er en relativt ny dansk ynglefugl, som er indvandret til landet i begyndelsen af 1900-tallet. Bestanden kulminerede omkring midten af århundredet med ca. 400 par, men siden da er bestanden gået stærkt tilbage. Årsagen er bl.a. ændrede levesteder her i landet, men også ændrede leveforhold i vinterkvarteret i Afrika kan have spillet en rolle. Ørkenspredning samt bekæmpelse af græshopper med miljøgifte er i den forbindelse nævnt som negative faktorer. Til trods herfor synes bestanden i Danmark at have stabiliseret sig og talte i 2021 22-28 ynglepar.