Steppehøgen kendes fra de andre kærhøge på, at hannen kun har en smal, sort kile yderst på vingen — en næsten ren perlegrå fugl med en lille sort negl i håndspidsen.
Steppehøgen er ligesom de øvrige kærhøge-arter en slank, elegant rovfugl med lange vinger og lang hale. Den flyver lavt over terrænet med let løftede vinger på jagt efter føde. Steppehøgen er lidt kraftigere end hedehøg, som den også ligner meget i fjerdragten. Den lyst perlegrå han kan kendes fra hannen af hedehøg og blå kærhøg ved kun at have en smal, sort kile yderst på vingen, mens hunnen og ungfuglene er svære at skelne fra hunner og ungfugle af hedehøg og blå kærhøg.
Steppehøgen yngler i det østligste Europa og i Centralasien fra det sydvestlige Rusland til Kasakhstan og det nordvestlige Kina. Der har været spredte yngleforekomster i Europa længere vestpå til Skandinavien og Tyskland. Steppehøgen yngler – som navnet siger – fortrinsvis på græsstepper gerne med spredt buskbevoksning. Den overvintrer i Afrika syd for Sahara og i det sydlige Asien fortrinsvis i Indien og Pakistan. Steppehøgen er en fåtallig trækgæst herhjemme men efter årtusindskiftet er den blevet set i markant større antal end tidligere måske pga. større ornitologisk aktivitet og forbedret evne til at skelne arten fra de beslægtede arter. I årene 2010-2019 blev der årligt set gennemsnitligt 168 fugle i Danmark. De fleste fugle ses i foråret selv om tendensen ikke længere er så markant. Iagttagelserne finder primært sted langs kysterne i Vestjylland Nord- og Østsjælland og i Storstrømsområdet. I Skagen har man i april-maj den største mulighed for at se arten. Her er der i perioden 2011-2021 talt gennemsnitligt 40 fugle årligt i maj-juni.
Steppehøgen lever fortrinsvis af mindre pattedyr som lemminger og mus og af småfugle og fugleunger, som den slår på jorden, men den kan også tage større insekter, primært i vinterkvarteret.
Til trods for det øgede antal observationer herhjemme i de seneste år er steppehøgen globalt i tilbagegang, specielt i den europæiske del af udbredelsesområdet. Den europæiske bestand er på 300-1.000 par, næsten udelukkende i Rusland, men også med 1-10 par i Finland. I vinterkvarteret er den truet af både færre egnede opholdssteder og brugen af pesticider.