Slangeørn

Slangeørnen er noget mindre end vore to almindeligste ørne, havørnen og kongeørnen, men den har alligevel et imponerende vingefang. I flugten kendes den på sin lyse underside, der står i kontrast til den mørke hagesmæk. Det er den eneste ørn, der regelmæssigt står stille i luften og muser på tårnfalkemaner, før den slår ned på byttet. I glideflugt er vingens forkant skarpt vinklet, og vingen er let kuplet. Vingernes bagkant er lige, selv i glideflugt. Hovedet er bredt og halsen kort. Det giver den siddende fugl et udtryk, der minder om en ugle. Fuglens navn skyldes, at slanger er dens foretrukne føde, og det er karakteristisk at se den flyve med en slangehale hængende fra næbbet. For at undgå slangebid har den hård hud på benene i stedet for ørnenes ellers karakteristiske fjerklædte tarser.

Slangeørnen lever i Europa det nordvestligste Afrika og det østlige og centrale Asien samt Indien. I Europa er udbredelsen sydlig og østlig. Der optræder en del sommergæster i store dele af Europa. Slangeørnen foretrækker tørt vegetationsfattigt landskab med sten og kratbevoksning gerne i bjergrige områder. Samtidig kræver den også skov hvor den anlægger sin påfaldende lille rede. De europæiske slangeørne overvintrer i Sahelzonen syd for Sahara. I Indien er den standfugl. Slangeørnen forsvandt som ynglefugl herhjemme i 1882 og derfor angives den på den danske rødliste som uddød. Indtil da var der flere ynglefund i Sønderjylland op til Haderslev. I dag optræder slangeørnen her i landet som en sjælden gæst med typisk 1-2 fugle årlig dog med fire fugle i både 1999 og 2008. I de senere år er der næsten årligt iagttaget nogle få individer hovedsagelig i maj og juli-august. Flere sommerfund af stationære fugle gennem længere tid kan måske indikere at arten kan finde på at yngle her igen. De fleste fugle ses langs vore kyster specielt ved trækstederne. Således er Skagen den lokalitet hvor der gøres flest fund.

Slanger udgør mindst tre fjerdedele af slangeørnens føde. Derudover tager den mange firben og også mindre pattedyr og fugle. Den spejder efter byttet fra stor højde, og når den har fået øje på det, styrtdykker den til lavere højde, hvor den standser op og muser for at finjustere angrebet. Den maser byttet på jorden eller knuser hovedet, før den sluger byttet helt.

Udbredelsesområdet og bestanden af slangeørn blev reduceret mærkbart i Europa i løbet af det 19. århundrede. I dag skønnes bestanden at være ret stabil, hvilket bl.a. skyldes, at den er mindre sårbar over for pesticidforgiftning og mindre udsat for jagt end mange andre rovfugle. Den samlede europæiske ynglebestand er estimeret til 17.600–20.900 par med de største bestande i Spanien, Frankrig og Rusland.