Sort Stork

Den sorte stork er en smule mindre end sin hvide fætter og har, som navnet siger, sort fjerdragt med grønlig eller violet metallisk glans. I flugten ses dog hvid mave og hvide armhuler. De udfarvede fugle har højrøde ben og rødt næb. Ungfuglene er lysere brune uden metalglans og har grågrønne ben og næb.

Udbredelsesområdet strækker sig fra det centrale Europa i et bælte østover gennem det centrale Asien til Stillehavskysten. Herudover findes der også en bestand i Spanien. Danmark ligger i dag tilsyneladende nord for hovedudbredelsesområdet i modsætning til for 150 år siden hvor den ynglede fåtalligt over hele landet hyppigst i Jylland. De seneste 50 år har der kun været enkelte sporadiske yngleforsøg i Danmark. Først i 1980’erne verserede mange rygter om at den sorte stork atter havde bosat sig i Sønderjylland. Formentlig har der enkelte år i 1980’erne været et par sorte storke i forskellige sønderjyske skove. Kun nogle få gange skal der være kommet unger på vingerne. De sorte storke i Sønderjylland har været en udløber af den lille bestand i Slesvig-Holsten. Den sorte stork kræver uforstyrrede skove med gamle løvtræer hvor der er vand i form af skovsumpe småsøer og uregulerede rene vandløb. Her finder "skovstorken" sin føde. Arten er generelt sky og meget følsom over for den mindste forstyrrelse omkring reden som placeres godt skjult i gamle storkronede ege- og bøgetræer. I sommerhalvåret fra april til september ses der årligt i størrelsesordenen 20 til 35 sorte storke i Danmark på forlænget træk og i form af omstrejfende ikke-ynglende individer. De bedste steder at opleve denne sjældne attraktive fugl er på træklokaliteter som Skagen og Østmøn i maj og ved Stevns Sydlangeland Sydfalster og Sydlolland i august-september. Der ses hyppigst sorte storke i Danmark i forbindelse med lune sydøstlige vinde og varmt vejr. Den sorte stork overvintrer ligesom hvid stork i tropisk Afrika.

Den sorte storks hovedføde er fisk, padder og andre smådyr, som den fanger i vandløb og andre vådområder i og uden for skoven.

I 1850 ynglede der omkring 150 par sorte storke i Danmark, baseret på gamle oplysninger, men siden er det gået kraftigt tilbage for arten. I 1920 var bestanden nede på 20 par, og i 1953 ynglede det sidste par fra den oprindelige danske bestand. I perioden herefter blev der kun registreret enkelte, spredte yngleforsøg inkl. det nævnte eksempel i Sønderjylland i 1980’erne. Oplysningerne om disse ynglepar er imidlertid usikre og er aldrig blevet tilstrækkelig dokumenteret. Siden 1993 er der ikke vidnesbyrd om sikre ynglepar i landet på trods af intensive kortlægninger af alle danske ynglefugle i DOF's atlasprojekter 1993-96 og 2014-17, der siden 1998 har været suppleret med intensive undersøgelser i regi af DOF's projekt Truede og Sjældne Ynglefugle. At den indvandring, der tilsyneladende så småt var på vej i 1980’erne, aldrig førte til etablering af en egentlig ynglebestand, hænger formodentlig sammen med, at den slesvig-holstenske bestand er stagneret på et niveau på knap 10 ynglepar. På europæisk plan er dele af bestanden i fremgang, specielt i Spanien og Polen, men også i Central- og Østtyskland er bestanden vokset markant de seneste årtier, så den tyske bestand nu tæller ca. 350 ynglepar.