Storken har vanskeligt ved at finde føde, hvor vegetationen er højere end 10 cm — dens jagtmetode kræver kort græs. Det er en stor del af forklaringen på, at den næsten forsvandt fra Danmark.
Den smukke hvide stork er helt umiskendelig med sin sort-hvide fjerdragt, sit kæmpemæssige røde næb og de lange røde ben. Storken er en smule større end fiskehejren, men med et noget større vingefang. Desværre er denne engang så almindelige danske fugl efterhånden et sjældent syn i Danmark.
Den hvide stork er hovedsagelig udbredt i det østlige Europa Spanien og Portugal Grækenland og Tyrkiet samt det nordvestligste Afrika. Et par andre underarter lever i det centrale og det østlige Asien. I Danmark ynglede storken tidligere især på bygninger og master i nærheden af ådale eng- og vådområder eller marskenge. I de senere årtier har storken hovedsagelig været at finde i det sydlige Jylland. Ribe er en klassisk lokalitet for arten. Efter et par års fravær kunne man igen i 2004 opleve storkeparrets højlydte klapren med næbbet (knebren) ved Ribe Domkirke når parret hilste på hinanden. Storken er en meget sjælden ynglefugl i Danmark men til gengæld besøges landet af over 500 omstrejfende storke om sommeren sikkert fra bestandene i landene syd og sydøst for Danmark hvor arten er talrig og i markant fremgang. De fleste af de nordøsteuropæiske og nogle af de danske storke trækker øst om Middelhavet for at overvintre i det sydlige Afrika. De vesteuropæiske storke inklusiv et stigende antal danske storke trækker derimod over Gibraltarstrædet; et stigende antal overvintrer dog på den Pyrenæiske Halvø. Om vinteren besøges Danmark også af nogle få storke fra det omdiskuterede skånske udsætningsprojekt og lignende tyske projekter. Det er storke der har mistet orienteringen og normal trækdrift og som ofte går en krank skæbne i møde som følge af fødemangel og hårdt vintervejr hvis de ikke fodres.
Storken æder næsten alt, hvad der rører sig, hvor den færdes. Således står menuen på alt fra padder, slanger, fisk og orme til gnavere, insekter, snegle og fugleunger. I Danmark har padder dog altid udgjort en meget væsentlig fødekilde. Storken har gennem århundreder tilpasset sig landbrug med afgræssede arealer og græsmarker, der bliver slået, og den har faktisk vanskeligt ved at se og finde føde på en mark, hvor vegetationen er højere end 10 cm.
Den hvide stork er en af de danske fugle, som er gået mest tilbage gennem de seneste par hundrede år. Fra at være en ganske almindelig fugl med en samlet bestand på 8-10.000 par i starten af 1800-tallet blev antallet af storke gennem 1900-tallet reduceret voldsomt. Allerede i 1970 blev det forudsagt, at storken ville forsvinde ved årtusindskiftet, hvis man ikke ændrede radikalt på naturforvaltningen i agerlandet. Det kom desværre til at holde stik. Efter at have holdt stand med ganske få ynglepar i 1990'erne blev 2000 det sidste år med storkeunger i en dansk rede. Men i 2004 etablerede to af de gamle storkepar sig mirakuløst igen på deres gamle lokaliteter (Ribe og Vegger). Denne genindvandring fandt sted efter et helt usædvanlig godt storkeår i hele Europa. Den oprindelige bestand af hvid stork kunne imidlertid i 2008 erklæres for uddød i Danmark. Dog var der dette år et bofast storkepar med rede nordvest for København; parret stammede fra det skånske storkeudsætningsprojekt. Fra 2011 har der dog igen været bofaste storke af vild oprindelse i Sønderjylland. Frem til 2018 var der typisk to par storke i Danmark, men siden er bestanden tiltaget så der i 2022 kunne noteres 9 par bofaste storke her i landet. De 6 par holder til i Syd- og Sønderjylland, og to par har slået sig ned på Djursland og i Nordvestjylland. Det sidste par bor nordvest for København. Fremgangen i storkebestanden de seneste år skyldes alene, at nabobestandene går markant frem disse år som følge af ændret trækmønster hvor et stigende antal storke bliver i Europa i stedet for at trække til Afrika. Fremgangen er ikke et tegn på at levevilkårene i det åbne land her i Danmark er blevet bedre. Det er nødvendigt at fodre de fleste af storkeparrene, hvis de skal få unger på vingerne. Hvis vi skal fastholde en naturlig ynglende storkebestand i Danmark, der kan klare sig uden udlagt foder, så er der behov for en målrettet naturforvaltningsindsats i storkeredernes nærområder, der genskaber gode levemuligheder for insekter, frøer og småpattedyr. DOF har i 2000 udarbejdet en forvaltningsplan for storken som et idéoplæg til, hvordan det skal gøres.