Hannen af grønirisken flyver i sangflugt rundt i langsomme cirkler med sommerfuglelignende vingeslag — en optræden, der lige så godt kunne være en mariehøne i luften.
Grønirisken er en kompakt, olivengrøn finke med et kraftigt næb og en ret kort hale. Hunnen er klædt i mere diskrete farver end hannen. Arten har desuden karakteristiske gule felter på vinger og hale. I yngletiden er hannerne særligt iøjnefaldende, idet de i deres sangflugt flyver omkring i cirkler med sommerfuglelignende vingeslag. Et iørefaldende element i den varierede sang er en langtrukket, snerrende lyd.
Grønirisken er naturligt udbredt i Europa det nordvestligste Afrika samt i dele af Mellemøsten. Desuden findes introducerede bestande lokalt i Sydamerika og Australien samt på New Zealand. I Europa er arten stort set udbredt overalt på nær de allernordligste og de mest bjergrige områder i Skandinavien. På nær i enkelte store åbne og træløse områder samt i nåleskovsplantager i Vest- og Midtjylland findes arten ligeledes overalt i Danmark. Grønirisken har tilpasset sig en lang række biotoper men dens foretrukne er parcelhushaver og kirkegårde. Den højeste tæthed finder man i Storkøbenhavn. De danske ynglefugle er overvejende standfugle men nogle fugle trækker sydpå og overvintrer i Vest- og Sydeuropa. Forår efterår og vinter besøges Danmark af en del skandinaviske fugle visse år nærmest invasionsagtigt.
Artens føde består især af frø, knopper og bær, og så er den en meget almindelig gæst på de danske foderbrætter, hvor den foretrækker solsikkekerner. Ungerne fodres i starten med insekter.
Bestanden af grønirisk har gennemgået en positiv udvikling siden midten af 1970'erne til sidste halvdel af 1980'erne, hvor bestanden fordobledes. Grønirisken har i de senere år også indtaget byernes mere tætbebyggede dele. Desværre har ynglebestanden været i tilbagegang siden omkring 2012. Dette kan skyldes den smitsomme sygdom gul knop (Trichomonas) , hvor fuglene smitter hinanden under frøspisning. De først tegn på dette sås ved ændringer i vinterbestanden, der siden cirka 2006 har været i kraftig tilbagegang.