Sortterne

Sortternen er en lille, mørk terne, som har en let og elegant flugt. I sommerdragt har den sort hoved og underside og grå vinger og hale, mens den i vinterdragten er grå og hvid med sort hætte. Allerede midt i yngletiden begynder de voksne fugle at fælde til hvidt på hals og hoved.

Sortternens udbredelse går i et bælte fra Europa til det centrale Asien og omfatter desuden et bredt bælte i Nordamerika. Udbredelsen i Europa er udpræget østlig men arten yngler også pletvis i det vestlige Europa. I Danmark yngler sortternen kun på tre jyske lokaliteter hvoraf Tøndermarsken ved den dansk-tyske grænse i dag (2022) huser ca. 70 % af bestanden mens Vejlerne i Nordjylland er den næstvigtigste lokalitet. Den tredje lokalitet er Vest Stadil Fjord og Husby Sø i Vestjylland hvor en meget lille bestand kæmper for at overleve. Sortternen stiller store krav til sit levested idet der skal være rigelige mængder af større vandinsekter og småfisk hvilket forudsætter rent klart vand med en sund undervandsvegetation. Derudover skal der være gode muligheder for redebygning. Der skal helst være en vis vegetation på vandoverfladen således at reden kan placeres så den er beskyttet mod landlevende rovdyr. Desuden lægger man både i Tyskland Holland og Danmark små kunstige redeflåder ud som fuglene kan ruge på og som sikrer dem mod oversvømmelse. Udover sumpe med flydebladsvegetation forekommer arten også større åbne vandflader og ved våde enge. Sortternen er trækfugl og overvintrer primært langs Vestafrikas kyster. Den er en fåtallig trækgæst som især ses om efteråret når vi får besøg af sortterner fra de nord- og østeuropæiske bestande. I træktiden bliver sortternen udpræget flokfugl og samles i store flokke på egnede lokaliteter. Ved IJsselmeer i det hollandske Vadehav er således talt helt op mod 80.000 sortterner i august.

I yngletiden består sortternens føde især af insekter, især guldsmede og vandnymfer, og andre smådyr samt småfisk som hundestejler, men om vinteren og i træktiden fouragerer den hovedsagelig på havet. Den flyver ret lavt over vandet og dykker jævnligt ned til overfladen efter sit bytte.

Tidligere var sortternen en almindelig dansk ynglefugl. I 1800-tallet ynglede den således over det meste af landet med en bestand, som formodentlig talte flere tusinde par. Siden er det gået konstant tilbage for sortternen i Danmark såvel som i resten af Vesteuropa. I 1971-1974 var der ca. 200 par tilbage i Danmark. I perioden 1970-1990 gik bestandene i de fleste vest- og sydeuropæiske lande tilbage med over 50 %. Bestanden nåede sit absolutte lavpunkt i Danmark omkring årtusindskiftet, hvor den næppe talte mere end omkring 28-35 par. Dræning, gødskning, tilgroning og forurening af dens levesteder anses for at være nogle af de væsentligste faktorer bag tilbagegangen. I dag (2022) er sortternen således en sjælden fugl, men bestanden har gennem de sidste 10-15 år dog været stabil og er endda gået frem i de senere år som følge af målrettet naturpleje på dens tilbageværende levesteder.