Korttået Træløber

Korttået træløber ligner sin slægtning træløberen så meget, at det er vanskeligt at skelne dem fra hinanden i felten alene på deres udseende. Den korttåede træløber har, som navnet siger, en kortere bagtå, men det er umuligt at anvende ved feltbestemmelse. Desuden er undersiden mørkere. Begge arter er mejsestore, brunlige fugle med et langt, tyndt, krumt næb, som de bruger til at fange insekter med i træernes bark. De har et karakteristisk bevægelsesmønster, der har givet arterne navn, hvor de løber i spiraler op ad træernes stammer eller på grenene; altid med hovedet opad i modsætning til spætmejsen. De to arter adskilles bedst på deres stemmer. Den korttåede træløbers sang har et tretonet, stigende forløb tit-tit-titterit , mens kaldet er et klart, gentaget tyt-tyt-tyt .

Korttået træløber er udbredt i store dele af Europa med Danmark som nordgrænse men synes under indvandring i Sydsverige. Den findes også i det nordvestlige Afrika og østpå til Sortehavet. Den forekommer ikke på De Britiske Øer. I Danmark har den bredt sig fra Sønderjylland længere nordpå til Østjylland f.eks. til skovene ved Vejle og østpå til Sjælland hvor den nu findes i det meste af Nordsjælland og tillige spredt på resten af Sjælland. Den foretrækker at yngle i parker med ældre træer med knudret bark specielt eg men den yngler også i løvskov blot der er mange ældre træer. Hvor de to arter forekommer sammen konkurrerer korttået træløber og træløber om territoriet. Korttået træløber søger oftere end træløber føde på træernes grene men forskellen er ikke så markant at de kan sameksistere og om foråret kan der optræde heftige luftkampe om territoriet mellem dem. Den korttåede træløber er standfugl men den strejfer en del specielt efter ynglesæsonen. Dette kan være medvirkende til artens spredning i Danmark i de seneste årtier.

Den korttåede træløber lever hele året hovedsagelig af insektlarver og pupper samt edderkopper, som den piller ud af træernes bark med sit tynde, spidse næb.

Den korttåede træløber er indvandret til Danmark fra Tyskland, og det første ynglefund var på Als i 1946. Under atlasprojektet 1993-96 var der en pæn bestand i Sønderjylland, f.eks. i skovene ved Åbenrå, og i resten af Jylland var den ekspanderet nordpå til Århus, Randers og Djursland. På Fyn og Langeland var den ligeledes blevet udbredt i 1990’erne. Efter årtusindskiftet er den blevet mere talrig på Sjælland. I to på hinanden følgende hårde vintre i midten af 1980’erne gik arten kraftigt tilbage i Østjylland, men de milde vintre siden da har været befordrende for artens ekspansion, der er enestående for Europa. Atlasprojektet 2014-17 viste dog, at Nordjylland og Bornholm endnu ikke havde ynglefund af arten.