Krumnæbbet ryle har en helt hvid overgump, der lyser i flugten — det vigtigste kendetegn, når den blege vinter- eller ungfugledragt har slettet næsten alle andre farver.
Krumnæbbet ryle er en smule større end almindelig ryle, ligesom næbbet er lidt længere og en anelse mere krumt. I sommerdragt er den kobberrød på underside, hals og hoved. Når den ses på efterårstrækket i Danmark, er den ofte i overgangsdragt, hvor den kobberrøde farve optræder sporadisk, og ungfugle og voksne fugle i vinterdragt er helt blege. Her kendes den bedst på sin helt hvide overgump, der ses i flugten.
Krumnæbbet ryle yngler i højarktisk Nordsibirien fra Tajmyr-halvøen og østpå til Lena-deltaet. De østsibiriske ryler overvintrer langs kysterne i Sydøstasien og Australien mens de centralsibiriske fugle overvintrer i Afrika langs kysterne og i vådområder i indlandet syd for Sahara. Lejlighedsvis ses et mindre antal krumnæbbede ryler overvintre i Spanien og Portugal. På forårstrækket fra Afrika der hovedsagelig går over Østeuropa ses den krumnæbbede ryle fåtalligt herhjemme i slutningen af maj og begyndelsen af juni i smuk sommerdragt mens den om efteråret optræder i større antal fra midt i juli til sidst i september. Det er specielt ungfuglene der ligesom hos en anden arktisk ryle dværgrylen kan optræde invasionsagtigt fra midt i august. Der er flere faktorer der spiller ind i forbindelse med store forekomster. Dels er der tale om optimale yngleforhold i Sibirien med få polarræve til at tage æg og unger eller gode lemmingår hvor rævene ernærer sig af lemminger i stedet; dels kan kraftige sydøstlige vinde presse fuglene længere nordvestpå end normalt på trækket. Når de raster optræder de af og til sammen med almindelig ryle men søger ofte føde på dybere vand end disse ligesom de foretrækker kyster eller søbredder med mudderbund eller opskyllet tang.
Krumnæbbet ryle lever mest af små krebsdyr, muslinger og insekter, som fanges i vadefladernes øverste sandlag.
Den del af bestanden, der overvintrer i Vestafrika, skønnes til 350.000-450.000 individer, og var i stærk fremgang frem til 1990’erne, hvorefter den har været stabil eller svagt aftagende. Dette fremgår bl.a. af de mange års tællinger af forbitrækkende fugle ved Blåvand Fuglestation.