Almindelig Ryle

Den almindelige ryle er en lille vadefugl noget mindre end en stær, med et forholdsvis langt, svagt nedadbøjet næb og ret korte, mørke ben. I yngledragten er fuglen karakteriseret ved en broget ryg i orangebrunt og sort og en hvid underside med et mørkt bugskjold. Ungfuglene har blot mørke pletter på siden af bugen, og i vinterdragt har fuglen lys grå ryg og helt hvid underside. Der forekommer to former i Danmark, den nordlige underart, der er en talrigt forekommende trækgæst, og den sydlige underart, engryle, som er den type, der yngler herhjemme, og som er stærkt truet. De to underarter er temmelig vanskelige at kende fra hinanden, men engrylen har kortere næb, og i yngledragten er bugskjoldet mindre og har hvide pletter, og fjerrandene på oversiden er svagere farvet rødbrune, hvor den nordlige ryle har stærkt farvede murstensrøde fjerrande. I yngletiden har arten en sang, der bl.a. består af et accelererende ryle-ryle-ryle-ry-ryry , og det har givet rylen sit navn. Sangen udføres især af hannerne, men hunnerne har en svagere og dybere udgave af den samme sang. Sangen kan også høres fra de store trækflokke af nordlige ryler i maj.

Almindelig ryle har en stor udbredelse som ynglefugl og den er opdelt i adskillige underarter af forskellige størrelser og farvepragt. Yngleområdet strækker sig fra Østgrønland og Island over de skandinaviske fjelde langs Ruslands og Sibiriens nordkyst til Alaska og det nordlige Canada. Herudover findes den ynglende på strandenge og i moser i Storbritannien og i Østersø-landene. Engrylen yngler fåtalligt i Danmark på kortgræssede strandenge med fugtige lavninger hvor de fleste findes på Tipperhalvøen på Agger Tange og i Vejlerne samt på Læsø. Hvor der kun er en lille bestand tilbage af engryle er de nordlige ynglefugle af den almindelige ryle en af vore mest talrige trækgæster blandt vadefuglene. Således gæstes Danmark af flere hundredtusinder almindelige ryler på vej til deres overvintringsområder langs Vesteuropas kyster. Vadehavet er den bedste lokalitet med forekomster på op til 400.000 fugle om efteråret hvor flokke på over 50.000 fugle kan ses ved Rømødæmningen i Saltvandssøen og syd for Fanø. I milde vintre kan nogle ryler overvintre men fra sidst i marts til maj og igen fra sidst i juli til november ses de største antal. På gode lokaliteter kan arten i træktiden ses i tusindtallige flokke der ivrigt søger føde på vadefladerne. Store flokke ses ofte på vingerne hvor de i kraft af hurtige nervøse kast skiftevis vender ryg eller bug mod iagttageren i en koordineret bevægelse og derved blinker i luften. De danske ynglefugle ankommer især i april og søger føde på vadefladerne i nogle uger før de rykker ind på engene for at yngle. Ungerne klækker i slutningen af maj og i juni og familierne bliver inde på engene indtil ungerne er flyvefærdige. Her er ungerne godt skjulte over for fjender når de gemmer sig i vegetationen. Ungerne plukker insekter og edderkopper fra vegetationen og derfor er de små unger afhængige af kort og åben vegetation.

Føden består af diverse smådyr som insekter, børsteorme, krebsdyr og muslinger, som den tager på vadeflader og i strandkanter.

Engrylen er gået voldsomt tilbage i Danmark i løbet af det sidste århundrede. I 2021 var bestanden faldet til omkring 95 par fordelt på 15-20 lokaliteter. Næsten halvdelen yngler i Vejlerne. For blot hundrede år siden har der formodentlig været mere end 50.000 par i landet, men ændringer i landbruget har gjort det umuligt for engrylen at yngle med succes i sine tidligere yngleområder. De vigtigste ændringer har været tørlægninger, intensivering af græsningen med tidligere udvinding af kreaturer i nogle kystnære enge, mens andre af disse enge ikke længere græsses overhovedet eller tilstrækkeligt, og vegetationen derfor vokser sig for høj til, at engrylerne kan yngle. Tilførsel af næring fra regnvandet og under vinteroversvømmelser samt klimaændringer har også påvirket engrylen negativt. Engrylen er den baltiske bestand af almindelig ryle. Denne bestand er i dag på under 400 par, og den er truet af udryddelse, da den går tilbage i hele sit udbredelsesområde rundt om Østersøen, i Jylland og det nordvestlige Tyskland.