Musvåge

Musvågen er den talrigeste rovfugl i Danmark. Den er en mellemstor rovfugl med brede, afrundede vinger og kort, afrundet hale. Den er lidt større end en krage. De to køn fremtræder ens, men individerne varierer meget i farve fra meget mørkebrun til helt lys, og der er herudover også meget stor variation i krops- og vingetegninger. Fuglen ses ofte kredse i stor højde, hvor den benytter sig af varme, opadgående luftstrømme til at flytte sig næsten uden at bevæge vingerne. Dens mjavende skrig kan ofte høres om foråret over åbent land og i skove.

Musvågen er udbredt over det meste af Europa; dog mangler den i det nordvestlige Skandinavien. Den forekommer i Danmark over hele landet bortset fra større byer og skovløse områder som den vestsjællandske kyst. Musvågen foretrækker et varieret landskab med åbne marker og enge der veksler med skove og er også glad for kuperet terræn. Reden anbringes i et højt træ ofte nær skovbrynet ud til åbne marker hvor fuglen finder sit bytte i form af smågnavere. Både han og hun markerer - ofte parvis - yngleterritoriet ved kredsflugt mens de ”mjaver”. I åbent land ses musvågen ofte siddende på en hegnspæl eller i et træ hvor den spejder efter bytte på jorden. Musvågen ses almindeligt langs motorveje hvor udyrkede rabatter er gode fangstområder for mus og hvor trafikdræbt vildt også giver et fødetilskud. I gode oldenår er der mange gnavere der overlever vinteren. Det medfører at ynglesuccesen for musvågen forbedres det følgende år så de fleste unger bliver flyvefærdige. De voksne fugle overvintrer her i landet hvorimod ungfuglene trækker til Holland Belgien og Nordfrankrig. I træktiden ses norske svenske og finske musvåger i stort tal trække over Danmark. Trækket er størst over Østdanmark men også i Skagen ses et stort antal trækkende fugle om foråret. Efterårstrækket observeres med fordel i Nordsjælland samt på Stevns og Stigsnæs. Mange af de nordiske fugle bliver dog i Danmark vinteren over og antallet af musvåger fordobles om vinteren. Vintergæsterne indtager deres egne territorier som de vender tilbage til år efter år.

Musvågens vigtigste føde er smågnavere, specielt mus, der har givet arten navn, men i yngleperioden tager den også fugleunger, krybdyr, padder, orme og større insekter. Om vinteren, hvor mange af de almindelige byttedyr er svært tilgængelige, specielt når markerne er dækket af sne, supplerer musvågen den sparsomme føde med ådsler.

Selv om musvågen indtager hovedparten af sin føde i form af gnavere, har den været udsat for omfattende jagt, indtil alle rovfugle blev fredet i 1967. Der var dog i en årrække undtagelser i jagtloven, der tillod jagt på musvåger ved fasanudsætningspladser og dueslag. Efter at disse særbestemmelser bortfaldt, var der en markant fremgang for arten til 7.000 par i 2005. Fremgangen er formentlig også et resultat af mildere vintre, braklægning af landbrugsområder og et øget antal småbeplantninger i landskabet, der har givet musvågen flere muligheder for redeplacering. Herefter har musvågen haft markant tilbagegang. Årsagen hertil synes at være ophør af braklægning af jord, hvilket er gået ud over bestanden af mus og andre af musvågens fødeemner. Bestanden er i 2021 af DOF’s Rovfuglegruppe vurderet til 4.500-5.000 par.