Hvinandens vinger frembringer en hvinende lyd under flugten — det er den, der har givet fuglen sit navn. Bestanden er afhængig af opsatte redekasser, fordi naturlige hultræer er en mangelvare.
Hvinanden er i vinterhalvåret en almindelig gæst i mange danske farvande. Især hannen er meget karakteristisk med sin hvid-sorte fjerdragt, den iøjnefaldende hvide plet i det grøn-sorte hoved og de gule øjne. Hunnen er mindre iøjnefaldende, men kendes på den for arten karakteristiske, trekantede hovedform. Hovedet er brunt, og kropssiderne grå. De små hvide vingefelter ses tydeligst i flugten. Hvinanden har fået navn efter den hvinende lyd, som hannens vinger frembringer under flugten.
Hvinanden er udbredt i et bredt cirkumpolart bælte som dog ikke omfatter Grønland og Island samt området omkring Beringstrædet. I Europa yngler arten primært i Nordeuropa samt Rusland. Syd herfor yngler arten sporadisk ned til Tjekkiet og Bayern. I Danmark er yngleudbredelsen for størstedelens vedkommende begrænset til Gribskov-Esrum Sø-området. Kun en meget lille del af bestanden findes uden for Nordsjælland og området nord for København og på Fyn. Arten yngler i søer omgivet af løvskov. Hvinanden er en meget almindelig træk- og vintergæst i de danske farvande. Vinterbestanden er typisk på 50.000 til 60.000 fugle hvilket svarer til ca. 20 % af den nordvesteuropæiske vinterbestand. Visse år kan der være op mod 100.000 fugle i de danske farvande særligt i kolde vintre. Tidligere fældede store flokke af hvinænder i Limfjorden men dette er desværre en saga blot.
Hvinanden lever af muslinger, snegle, orme, insekter, småfisk og krebsdyr.
Hvinanden er en ganske ny ynglefugl i Danmark. Det første fund af ynglende hvinand blev gjort Sønderjylland i 1972, og arten er siden gået jævnt frem. I 2007 var bestanden vokset til ca. 100 par, heraf 61 par i statsskovene i Nordsjælland, ikke mindst som følge af opsætning af redekasser, idet naturlige hultræer er en mangelvare i vore skove. I de senere år er bestanden i Nordsjælland gået stærkt tilbage på grund af prædation fra skovmår. På Fyn har man fjernet hvinandekasserne i Tarup-Davinde området, da gedder tog ællingerne. Mange par yngler nu i private haver, der grænser ned til søer. Bestanden i 2022 anslås til 100-150 par. Vinterbestanden var tiltagende over en lang periode, men har siden 2006-07 været stabil.