Den rødhalsede gås yngler på den arktiske tundra under beskyttelse af rovfugle — desværre er disse rovfuglebestande i tilbagegang, hvilket bidrager til gåsens svigtende bestand.
Den rødhalsede gås er en lille gås på størrelse med knortegåsen. Set tæt på er den umiskendelig med sin rustrøde hals og kindplet og med den kontrastrige sorte og hvide krop, men set på afstand kan den være overraskende svær at skelne fra andre gæs, som den næsten altid optræder i flok med herhjemme. Den kendes på sin ringe størrelse, sin korte, tykke hals, det kantede hoved, det spinkle, meget korte næb og især på den brede, hvide flanke, der står i kontrast til den mørke krop.
Den rødhalsede gås yngler på den nordsibiriske tundra i et område øst for Uralbjergene. Den yngler i småkolonier ofte i deltaområder og gerne tæt på reder af vandrefalk eller sneugle for herigennem at opnå beskyttelse mod polarræve og redeplyndrende fugle som måger og kjover. Den overvintrer omkring Sortehavet især i Rumænien og Bulgarien men også i Grækenland og i mindre omfang ved Det Kaspiske Hav og ved Aral-søen. Her opholder den sig både på stepper og på korn- og stubmarker ofte i flok med blisgæs eller andre gæs. I enkelte tilfælde følger rødhalsede gæs på efterårstrækket blisgæs bramgæs eller knortegæs videre vestpå til Vesteuropa. Derfor optræder den en sjælden gang herhjemme især i forårs- og efterårsmånederne. Størst chance har man for at se den smukke fugl i områder med mange andre trækkende gæs som den sønderjyske marsk de vestjyske fjorde ved Limfjorden og i Storstrømsområdet ofte i flokke af blis- eller bramgæs. Antallet af rødhalsede gæs er tiltaget mærkbart herhjemme i de seneste årtier. Den optræder nu fast hvert år om end fåtalligt. Der kan muligvis til dels være tale om undslupne fangenskabsfugle.
Den rødhalsede gås fouragerer på land, hvor den æder græsser, urter og afgrøder.
Bestanden af rødhalset gås var sandsynligvis stigende frem mod årtusindskiftet, men har efterfølgende været i tilbagegang, og det vurderes, at den omkring 2010 var på under 50.000 individer. Årsagerne til tilbagegangen er usikre, men relaterer sig muligvis til ændret arealudnyttelse i vinterkvartererne, ekspansion af menneskelige aktiviteter i yngleområderne og jagt både på ynglepladserne og i vinterkvarteret. Desuden er de rovfugle, der beskytter arten på ynglepladserne, i tilbagegang.