Bramgås

Bramgåsen er en meget kontrastrig lille gås, som kendes på det hvide ansigt, den sorte hals og bryst, den grå ryg og den lyse bug. Næb og ben er mørke. På lang afstand kan arten forveksles med knortegåsen, men denne har en mørkere fjerdragt og mangler den hvide ansigtsmaske. Canadagåsen har også en meget kontrastrig sort-hvid fjerdragt, men er markant større, har mindre hvidt i ansigtet og har lyst bryst under den sorte hals. Stemmen er som en højlydt bjæffen, som man ofte kan opdage fuglene på.

Bramgåsen forekommer hovedsagelig i tre bestande; den grønlandske bestand Svalbard-bestanden og den russiske bestand som er den vi ser i Danmark. Den russiske bestand ynglede oprindelig på øerne i Hvidehavet men har i de seneste årtier spredt sig til Østersø- og Nordsøområdet. Som resultat af bramgåsens fremgang i de seneste årtier er det blevet almindeligt at se store flokke af de nordrussiske bramgæs i specielt de sydvestlige dele af Danmark. Flokkene flyver især til Vadehavsområdet hvor størstedelen af fuglene raster. Alene i Margrethe Kog kan mere end 10.000 fugle således ses. På Nyord ved Møn kan der raste op til 6.000 fugle om efteråret. Ved månedsskiftet april-maj i 2003 rastede der omkring 55.000 bramgæs syd for Rømødæmningen. Det er en af de største vilde gåseflokke der er set herhjemme. De fleste af fuglene i Vadehavsområdet overvintrer men i hårde vintre trækker de dog længere mod syd. Om foråret ses også mange bramgæs på Tipperne i Vest Stadil Fjord samt i Nissum Fjord.

Bramgåsen er vegetar. Den lever af græs, korn og diverse urter. Den æder i tiltagende omfang den mere udbredte vintersæd på markerne i vinterkvarteret og på rastepladserne. Landmænd kan derfor få dispensation til at skyde bramgåsen i september-maj, hvis gæssene forårsager skade på afgrøderne.

Bramgåsen er en forholdsvis ny ynglefugl i Europa. Det formentlig første par ynglede på en lille holm syd for Gotland i 1971. Siden er bestanden vokset nærmest eksponentielt, og omkring årtusindskiftet ynglede der således ca. 5000 par i Sverige, mere end 100 par i Estland og 3-500 par i Finland, og der er nu også ynglebestande i Norge, Tyskland, Holland og Belgien. I Danmark blev arten første gang konstateret ynglende i 1992, hvor et par slog sig ned på Saltholm i Øresund. Også her har der været en meget positiv udvikling, som er fortsat de seneste år. I 2006 var der således 675 ynglepar på Saltholm. Der har også i nogle år været enkelte ynglepar i Tøndermarsken og på Bornholm. På verdensplan er arten ligeledes gået stærkt frem gennem sidste halvdel af 1900-tallet; især er den russiske bestand vokset kraftigt. Tilbage i 1950’erne var bestanden på ca. 20.000 individer, men den er siden 2000-tallet vokset næsten eksponentielt til 1,4 mio. under den seneste midvintertælling i 2021. Den voldsomme fremgang for bramgåsen skyldes formentlig en kombination af følgende: Vintrene er blevet mildere på overvintringspladserne og fødegrundlaget dermed bedre for vegetarer, jagtforbud i hele Europa siden 1972, reduceret udnyttelse på de russiske ynglepladser samt udvidelse af yngleområdet til Østersø- og Nordsøområdet. På netop ynglepladserne i både Østersøområdet og Nordsøområdet er der dog tegn på at bestanden er ved at stabilisere sig, formentlig som følge af øget regulering og prædation samt tæthedsregulerende effekter. Den arktisk ynglende delbestand er derimod i fortsat fremgang. Der var i 2018 anslået ca. 4500 ynglepar i Danmark.