Rørdrummens "pauken" — hannens dybe forårssang, der lyder som lyden af en, der puster i en tom flaske — kan høres flere kilometer væk.
Rørdrummen er en af de mest særprægede danske fugle. Det er en mellemstor hejre med længdestribet, gyldenbrun fjerdragt. Når fuglen bliver forstyrret, vender den sin stribede underside frem og strækker hoved og hals ret op i vejret, hvilket gør den næsten usynlig i rørskoven. Man ser generelt sjældent rørdrummen, da den er godt camoufleret, lever meget skjult og er sky. Til gengæld kan man om foråret høre hannernes mystiske sang, den såkaldte pauken – der lyder lidt, som når man puster i en tom flaske. Rørdrummens pauken er så kraftig, at den kan høres flere kilometer væk.
Rørdrummen er udbredt i Europa et bredt bælte gennem Asien og i Nordafrika. Bortset fra det nordlige Skandinavien yngler rørdrummen spredt over det meste af Europa men er talrigest forekommende i Østeuropa hvorimod den kun yngler sporadisk på De Britiske Øer og i Sydeuropa. I Danmark yngler arten meget spredt i det meste af landet dog ikke på Bornholm. Rørdrummen forekommer i store tagrørskove og store sumpområder og er således mest almindelig i Limfjordsområdet ved de vestjyske fjorde og andre større vådområder. Største ynglepladser er Vejlerne Lille Vildmose og Maribosøerne. Især i juli er der gode chancer for at opleve fuglene da de flyver en del rundt. De danske rørdrummer er formodentlig standfugle i det omfang vinterklimaet tillader det. Hvis levestederne fryser til bliver de imidlertid nødsaget til at søge andre 'græsgange' primært i Vest- og Sydeuropa.
Rørdrummen lever især af fisk, padder og andre smådyr.
Arten er i fremgang i Danmark, hvilket står i kontrast til det generelle billede i Europa. Her gik bestanden som helhed markant tilbage i perioden 1970-1990. Forurening, ødelæggelse af yngleområderne og mekaniseringen af rørhøstningen angives gerne som de væsentligste faktorer. Arten er desuden følsom over for hårde vintre; således ramte eksempelvis isvintrene midt i 1980’erne den danske bestand hårdt. Siden er rørdrummen gået jævnt frem i Danmark – på nær endnu et tilbageslag i isvinteren 1995-96. Fremgangen skyldes nok især forbedrede vandstandsforhold i Vejlerne samt milde vintre. Fiskehejrens fredning har nok også haft en positiv effekt, idet en del rørdrummer tidligere blev nedlagt pga. forveksling med fiskehejre.