Troldand

Troldanden ses almindeligt i søer og moser og om vinteren i større flokke ved beskyttede kyster. Især hannen er let genkendelig med sin sorte overside, hvide flanker og den karakteristiske nakketop. Hunnen er brun med mørkere ryg end kropssider og er mindre iøjnefaldende end hannen; f.eks. har den kortere nakketop. Begge køn har blåligt næb.

Troldanden findes især i det nordlige Europa og Asien. Hovedudbredelsesområdet er således Finland Sverige Norge og Nordrusland. I løbet af de sidste hundrede år har arten dog spredt sig længere vest- og sydpå bl.a. til Island og Storbritannien hvortil den har fulgt vandremuslingen der er et vigtigt fødeemne. I Danmark er den udbredt over det meste af landet dog hyppigst i Østdanmark. Troldanden yngler typisk i kolonier i vegetationsrige søer og laguner. Den kan dog også yngle på småholme i brakvandsområder her oftest sammen med hættemåger der yder beskyttelse i form af advarselsskrig når rovdyr nærmer sig. Det vigtigste yngleområde herhjemme er Vejlerne efterfulgt af Tøndermarsken og Roskilde Fjord. Ligesom taffelanden yngler troldanden relativt sent så hunnen oftest først ses med dununger i juni/juli måned. Danmark er et meget vigtigt overvintringsområde for troldanden og bestanden herhjemme kan mangedobles specielt under hårde isvintre. Udover i Danmark og Nordvesteuropa som helhed overvintrer de nordlige bestande af troldænder også i sortehavsregionen ved Middelhavet og omkring Det Kaspiske hav. Om sommeren er der tillige mange gæster nordfra hvorfor det helt præcise tal af ynglende fugle er svært at bestemme.

Troldanden lever især af bunddyr som snegle, muslinger og orme, som den dykker efter. I sensommeren suppleres disse med frø fra vandplanter, mens ællingerne både dykker og fanger insekter og små krebsdyr i vandoverfladen.

I Danmark blev troldanden første gang registreret som sikker ynglefugl i 1904, hvorefter den spredte sig, især i Jylland, men senere også til Østdanmark, hvor den nu har størst udbredelse. I 1960'erne blev den samlede ynglebestand optalt til 200-300 par, 1978-81 blev den anslået til 500-650 par, og 1993-96 vurderedes den at ligge på 800-1.000 par. Omkring år 2000 skønnedes der at være 1.000-2.000 ynglepar. Den store fremgang skyldes indvandring af vandremuslingen fra Sydøsteuropa. Desuden har øget tilførsel af næringsstoffer til søer og moser givet flere rørskovsplanter og dansemyggelarver, hvilket betyder flere redesteder og mere føde til ællingerne. Fra midten af 1990'erne og indtil 2010'erne var bestanden stabil, men inden for de seneste ti år har der været en negativ tendens i sommerbestanden. Hvad dette skyldes, er uklart.